Møllers have. De små knolde skal være gyldne og økologiske for at blive spist. 

Giftige knolde

Grønt er, jævnfør H.C. Andersen, godt for øjnene – og i vid udstrækning også for maven. Dog ikke i tilfældet kartoffel: Alle grønne dele på denne uundværlige plante og afgrøde er giftige. Det gælder både løv og stængler og de knolde, der har været udsat for lys og derfor er blevet grønne. Lyspåvirkning såvel som mekaniske skader, gnav og angreb af skimmel medfører dannelse af giftige glykoalkaloider som solanin og chaconin i knoldene. Også når selv helt uskadte knolde spirer, udvikles der giftige forbindelser.

Det er dog ikke kun plantens egne stoffer, der kan gøre avlen og maden til en giftig affære. I gylle og gift-landbruget er kartoflen den allermest gennemsprøjtede afgrøde – og det siger ikke så lidt! I konventionel kartoffelavl sprøjtes således gerne 13-14 gange årligt – værst og mest, hvor kartoflerne skal anvendes til fremstilling af kartoffelmel. Til den afsluttende, kontrollerede nedvisning af toppene har man med flid især brugt midlet Reglone, der blandt andet indeholder aktivstoffet diquat. 

skovnat
(f. 1957) er forstkandidat fra 1983. Han er deltidsansat på GEUS, hvor han bl.a. arbejder med naturskovsdynamik, vegetationshistorie, biodiversitet og naturbeskyttelse. Desuden selvstændig konsulent med rådgivning, formidling og naturforvaltning (bl.a. på Rungstedlund) som hovedopgaver. Han har været redaktør på skovbindet i ’Naturen i Danmark’ og er forfatter og medforfatter til bøger om træer og buske, Danmarks skove, insekter, Grønland, snapseurter m.v. Han har skrevet fast om have og natur samt lejlighedsvist om bl.a. træer, skov, sten og Østgrønland på Weekendavisen siden 2004.

Andre læser også