Geniets forpligtelser

På en måde så det forkert ud, selvom det uden skyggen af berettiget tvivl indrammede situationen helt tydeligt. På de mest krævende meter af brostensmuren ved Paterberg i Flandern Rundt sad den unge vinder af de seneste to års Tour de France og pinte, hvad der må være de første smerterynker ind i det unge ansigt på et af de mest lysende klassikertalenter i nyere tid. Der er en usynlig tråd mellem to cykelryttere, når et løb bliver afgjort. Det er besnærende at tro, at den blot er et spørgsmål om afstand – få meter, måske, og dermed øjensynligt ingenting i et løb på over 250 kilometer. Men den er en udmåling af rytternes yderste grænser og på den måde ekstrem og lige så afgrundsdyb som forskellen på et funklende resultat og et knusende nederlag. Vinderen kapper snoren, taberen slipper og falder bort. Pogačar har med et genis lethed ført kniven så ofte, at hans legendestatus i sporten allerede er blevet stadfæstet, til trods for at han kun er 23 år gammel.

Van der Poel og Pogačar burde for så vidt ikke have ret meget med hinanden at gøre, da de som ryttertyper er vidt forskellige. Alene i kraft af den synlige del af deres fysiologi, men mest af alt i forhold til, hvad der burde være deres realistiske ambitioner om at dominere hver sin type løb. Men den logik har ikke mindst Pogačars uhæmmede ambition suspenderet. Så nu er den høje, gladiatoragtige hollænder og det gudsbenådede Tour-talent hinandens største konkurrenter. I hvert fald i de definerende øjeblikke for nogle af de sværeste løb dette forår. Er specialisterne tid forbi, eller er de allerbedste så gode, at de vil lige så meget, som de kan? For Pogačars vedkommende er det alt, for Van der Poel det meste. Det samme gælder i øvrigt den tredje komet på cykelsportens nyeste himmel, belgiske Wout van Aert. Det ligner en forpligtelse, de har givet sig selv i forhold til sporten og dens ellers noget fastlåste definition af de forskellige stjerners potentielle udfoldelsesmuligheder.