Nostalgi og nutid

Gigi Belcredi har stået der hvert år, siden han stoppede som chauffør for sportsavisen La Gazzetta dello Sports gamle direktør Candido Cannavò. På hovedvej 456, der snørkler sig fra Piemonte til Ligurien og gennem den lille by Masone. Det plejer at passe nogenlunde med det sted, hvor rytterne og kortegen af biler til årets første forårsklassiker, Milano-Sanremo, kommer op fra Po-slettens tågeindhyllede lavland og mærker varmen fra Middelhavskysten. Belcredi står der, hvor foråret begynder, og han serverer sin hjemmelavede risotto til alle, der måtte kigge forbi. Rytterne stopper selvfølgelig ikke, men mange andre omkring cykelløbet gør. Man skal kende stedet og traditionen. Nogle af de ældre sportsdirektører og mekanikere, journalister og gamle venner gør selvfølgelig. Den lokale borgmester er der altid og hjælper med at trække nogle flasker barbera op og skænker den friske vin fra de omkringliggende marker lige på den anden side af Appenninerne. Et spontant ritual, der efter snart 40 år er blevet en integreret del af det 113 år gamle løb.

Cykelsportens klassikere ånder gennem en kontekst af lokale traditioner, steder og personligheder. De er sportens ældste arvegods og finder deres ophav i slutningen af det 19. århundrede. De følger en farverig og knudret udviklingstråd gennem historien på tværs af verdenskrige og genopbygningen af Europa. De store etapeløb kom først til sidenhen, men har ikke kunnet stjæle opmærksomheden. Forårsklassikerne er fra tiden før, sportshold var ejet af diktaturstater og sukkerdrikkenes millionsponsorater. Inden rettighedsjournalismens forprogrammerede skråleri overdøvede nuancerne, dengang sportsjournalistik var noget, der foregik udendørs og helt tæt på. Man duftede, spiste, så og hørte cykelløb for sidenhen at skrive hjem om dem. Løbenes væsentlighed er stadig en funktion af den stemning, de skaber. En unik, dirrende forventning om store finaler med overraskelser eller favoritdominans.