Generations­bobler

For knap fire måneder siden udtalte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) i Berlingske Tidende, at 89ernes tid er ovre – dem, der blev voksne med Murens fald, Den Kolde Krigs afslutning, Sovjetunionens sammenbrud og fornemmelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at liberale værdier, markedsdemokrati og globalisering som sådan var svaret på de fleste af verdens problemer. Siden har repræsentanter for generationerne, for 89erne og for 2001erne (de ældre millennials, os, der blev voksne med Anders Fogh Rasmussen og George Bush, med 9/11, velstand og internettet), i medierne skændtes om, hvordan den ældre generation ikke tager ansvar for klimakrisen og boligmarkedet, mens den yngre generation er historieløs og humorforladt. Man kan mene, at der er noget om begge dele, men det er ikke til at trække vejret i de generationskasser, der bliver opført, iscenesat, karikeret. Eksempelvis i Deadline på DR2 i sidste uge. Her er Matthias Dressler-Bredsdorff, 33 år og redaktør på magasinet Eftertryk, repræsentant for 2001erne, mens Timme Bisgaard Munk, 49 år og direktør for Kommunikationsforum, taler for sin generation, 89erne. Og de ikke bare repræsenterer deres generationer overbevisende, de er deres generationer i arketypisk forstand:

Matthias Dressler-Bredsdorff er iklædt de ikoniske og effortlessly cool Levis-jeans, de også gik med i 70erne, og højskaftede militærstøvler med snørebånd, og ærmerne på hans hvide, langærmede T-shirt er smøget op. Jeg er, som 2001eren jeg også er, i skrivende stund nogenlunde tilsvarende klædt. Trøjen er stribet, og støvlerne står ude i opgangen, men udtrykket er det samme.