Der er en scene i NAZA, hvor en tekniker, der har arbejdet i det militære hovedkvarter i Tel Aviv, fortæller om et angreb på en bygning i Gaza. Det skal ramme en kriger, en leder eller en aktivist i Hamas, og teknikeren har medvirket til at hacke hans 12-årige datters mobiltelefon. Gennem pigens beskeder kan det israelske militær se, at målet, hendes far, er kommet hjem. 

Så bliver huset bombet – inklusive datteren og resten af familien. Fra en anden militærperson i filmen lyder det, at han efter et angreb i den aflyttede telefon kan høre skrigene fra en kvinde, der råber, at der er ild i hendes barn. I et tredje tilfælde lokaliseres en Hamas-mobiltelefon til en lejlighed, som bombes. Det viser sig, at ejeren har forladt lejligheden uden sin telefon. Bomben dræber til gengæld hele hans familie.