Frøtanker

Foråret og dermed havesæsonen nærmer sig uundgåeligt – også selvom der, selv i disse tider, stadig kan og vil forekomme frost og andre nærvinterlige tilbageslag. Mange havefolk er da også, i tillid til vårens komme, for længst begyndt på at forholde sig til den kommende dyrkningssæson i urtehaven; flere har endda allerede sat vækster i gang derude. Hvidløgsdyrkere har (eller burde have) således allerede tilbage i oktober-november sat de udvalgte fed i jorden – og disses grønne spirer er (eller burde være) godt på vej i det hidtil forholdsvis milde vintervejr.

Selvom meget i haven erfaringsmæssigt oftest bliver gjort i sidste øjeblik, er det slet ikke for tidligt at tænke på, hvad man ellers kunne tænke sig at høste i haven i år – og hvilke indsatser og anstrengelser der skal til for at kunne nå så vidt. I den forbindelse er man desværre også nødt til at overveje, hvilke forsvarsanlæg i form af blandt andet bure, indhegninger og insektnet som det i givet fald vil være nødvendigt at opføre for at sikre afgrøderne mod diverse fjendtlige organismer såsom snegle, løgfluer, kålsommerfugle og fasaner. Og slet og ret tage stilling til, om det, trods det selvdyrkedes fortræffeligheder, også vil være umagen værd at tage kampen. Jeg har eksempelvis opgivet selv at dyrke spids- og blomkål.

Sidst men ikke mindst er der spørgsmålet om, hvordan og hvorfra de gode planter skal tilvejebringes – frø, løg, knolde eller som småplanter?

Såfremt man er så heldig at råde over et drivhus – og vel at mærke nærer ønske om at forspire og frembringe sine egne planter til det, vil det nok være mest påtrængende at få sat gang i de langsomtspirende chilier og pebere. Medmindre man som glashusejer allerede nu har truffet eller straks træffer den magelige beslutning at vente med at købe de fornødne planter til maj måned, lige før de skal plantes ud, for så har det ingen hast. Så gælder det blot, som for de fleste havedyrkere, om at fokusere på de frø, der blot skal være i jorden i marts-april og senere.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det værd at prøve at skabe sig et overblik over ens eventuelle beholdninger af frø fra sidste og endnu tidligere år, både købte, sankede og modtagne – og vurdere, om de stadig er brugbare og værd at satse på. Det er virkelig ærgerligt at have afsat plads, beredt jorden og sået de udvalgte frø – for blot at erfare, at der ikke kommer noget op. Dette nok af de fleste havedyrkere alt for velkendte fænomen kan selvfølgelig have mange forskellige årsager: forkert sådybde, for lidt eller for meget væde, overgreb fra andre organismer og så videre. En væsentlig årsag kunne også være, at ens frø simpelthen er blevet for gamle eller af andre grunde har mistet spireevnen. Naturligt kan der være store forskelle på levedygtigheden af de forskellige arters frø, nogle holder kun kort tid, andre kan bevare spiringsevnen i århundreder. Fugt, varme og direkte sollys forkorter levetiden, mens mørke, kølighed og lav luftfugtighed og navnlig opbevaring i dybfrossen tilstand forlænger den.

Fremfor blot – ødselt – uden videre at bortkaste ældre eller på anden måde mistænkelige frø, blot på grund af en påstemplet dato eller en usikker formodning, kan man udføre en enkel spiringstest. Den kan foretages ved at tage en stikprøve, eksempelvis ti frø fra hvert parti, drysse dem ud på fugtede vatrondeller eller køkkenrullestykker på en tallerken. For at sikre et godt, fugtigt spiringsmiljø anbringes dette spirefad i en klar plasticpose. Det gælder naturligvis om at holde styr på, hvilke frø der er anbragt hvor. Efter en uges tid eller lidt mere skulle det være muligt at tage stilling til resultatet. Hvis alle frø er spiret, er testen bestået og et nykøb sparet; ligeledes hvis fremspiringen er mådelig, hvor man så blot kan vælge at så flere frø ud end normalt. Men hvis ingen er spiret, bør man kassere det pågældende frøparti – og glæde sig over, at man ikke spildte plads og kræfter ude i havebedet.

I de fleste haver vil størstedelen af behovet for nye og yderligere frø let kunne dækkes gennem indkøb af nogle af de posefrø, som falbydes næsten overalt i forretninger, byggemarkeder og havecentre. Mere usædvanlige frøønsker vil ofte kunne opfyldes via internettet, herunder særlige sorter og varieteter.

Både i forspiringsbakkerne og ude i havejorden oplever man ofte, at resultatet af såningen har et binært udfaldsrum: Enten er der, som beskrevet ovenfor, ingen, eller også er der næsten for mange fremspirede planter. Er det første tilfældet, kan man måske nå at prøve én gang til, hvis der er frø tilovers, og ellers falde tilbage på nødløsningen: at købe bakker med prikleplanter og udplantningsklare planter i et havecenter. I det andet tilfælde: for mange planter til den afsatte plads i drivhus eller bed, kunne man gribe til gavmildhed og forære overskuddet bort til andre havedyrkere.

Peter Friis Møller skriver fast i Weekendavisen om havelivets glæder og udfordringer. Læs flere haveklummer her.