Sagen kort: I regeringsgrundlaget står der, at den nye regering vil »øge reguleringen af nyheder produceret med kunstig intelligens«, og at der ikke skal »gives mediestøtte til nyheder, som er generet af kunstig intelligens« (sic). Tænker regeringen mon på Projekt Y, mediet, der i »høj grad« vil »blive drevet på AI«, når det går i luften på en endnu ukendt dato? Det har hovedinvestor i foretagendet Lars Seier Christensen dem ikke mistænkt for. Til gengæld finder han det uforståeligt og ikke »gennemtænkt særlig grundigt«. Der er, påstår han, nemlig ingen medier, der ikke bruger AI. Og så vil han ikke afvise, at Projekt Y (og andre) i fremtiden kan have en »fuldt automatiseret chefredaktør«.

– Regeringen vil »øge reguleringen af nyheder produceret med kunstig intelligens« og vil ikke give mediestøtte til medier, der genererer nyheder med AI. Føler du, at det er Projekt Y, de taler om?