Sommelier Anne-Sofie Tellerup slynger væsken rundt i det store Spiegelau-glas og stikker så næsen ned i vinglassets åbning for at inhalere aromaerne. »Virkelig pudsig duft. Jeg får noter af gammel pære, marcipan, hmmm … der er ligesom noget hengemt over duften,« siger hun med brynene i koncentreret position, smager så på glassets indhold, gurgler og udbryder så: »Det var dog en helt ekstremt flad smag.«

Den franske Chardonnay i vores glas er certificeret økologisk, glutenfri og vegansk. Den er ifølge etiketten også halal og dermed helt uden alkohol. Anne-Sofie Tellerup og jeg har sat hinanden stævne denne eftermiddag med målet om at finde en afalkoholiseret vin, der smager godt. Ud over den hvide har vi en mousserende, en rød – og en enkelt flaske ren druesaft, som ikke har været gæret.