Fra tal til menneske

Der er en mand, jeg ikke kan få ud af mit hoved. Halengay. Jeg mødte ham for 12 år siden i en flygtningelejr på det vestlige Sicilien. Det var før, journalister blev forment adgang til dem, der kom ind over havet. Man skulle søge, og så fik man ofte lov. I dag søger man og får som regel ikke engang et svar. Migranterne, flygtningene, eller hvad de nu er, forbliver ansigter i det fjerne på en havnemole eller bag en busrude. Navnløse skæbner, tal. Senere dukker de op igen på den anden side af indhegningen, måske som illegale daglejere i det italienske landbrug. Alle med en historie, de hellere vil glemme end fortælle. Det er de heldige.

Halengay var sidst i juli 2009 gået ombord i en gummibåd ved den libyske kyst og havde sat kursen mod Europa. De var i alt 82 ombord, de fleste fra Eritrea. Da gummibåden omkring en måned senere blev fundet af et inspektionsfartøj fra det italienske told- og skattepoliti, var der kun fem tilbage. Resten var døde af sult, tørst og udmattelse. Men det var af en eller anden grund ikke det, der gjorde det største indtryk på mig. Det var derimod, at gummibåden på sin rejse havde mødt flere skibe, end der kunne tælles på to hænder, og at eritreerne havde signaleret, at de havde brug for hjælp. Et par stykker var endda sprunget i vandet og druknet i forsøget på at komme hen til bådene og op i sikkerhed. Først et par dage inden de overlevende blev reddet, forbarmede en fiskerkutter sig over dem og smed lidt vand og mad over til dem.