En kvinde sidder på knæ, bøjet over en sixpack. Omhyggeligt hiver hun dåserne fra hinanden og ruller en sølvskinnende Stella Artois-dåse, one pint-party-størrelse, hen over betongulvet. Hun kigger efter den, som var det en slags spil, før hun gentager med en ny dåse.

To grupper af unge mennesker går målrettet frem mod kameraet. Hver gruppe bærer på en person, der sidder på skuldrene mellem to personer, der går tæt på hinanden, ubesværet og med lange spændstige skridt. Før de når helt hen til kameraet, drejer de omkring og går tilbage, en synkroniseret gang på catwalken eller en stiliseret dyst.