MARSEILLE – Den intellektuelle forfatter, goncourtprisvinder og Frankrigs første kulturminister André Malraux skal engang have opsummeret sin statsleder, Charles de Gaulles, samlende folkelige appel på følgende måde: »Alle har været, er eller vil blive gaullister.«

Og sandt nok. De fleste dele af det franske politiske spektrum har på ét eller andet tidspunkt påberåbt sig arven efter de Gaulle, og derfor er det måske ikke så overraskende, at politiske personligheder over en bred kam har anbefalet deres landsmænd at gå i biografen for at se Antonin Baudrys seneste tofilms-epos om den hedengangne landsfaderskikkelse, hvis første afsnit De Gaulle: Modstandens pris netop har haft dansk premiere.