Forloren folkelighed

Indrømmet: Jeg har altid fundet Kronprinsens forsøg på folkelighed forlorne. Først og fremmest fordi det må være hans egen sag – eller en sag for ham og en terapeut – hvis han er ukomfortabel ved de privilegier, han i sagens natur aldrig har gjort sig fortjent til, men dernæst fordi forsøgene dårligt kan kaldes helhjertede. Hans omgangskreds tæller fortrinsvis personer fra den adelige elite og at lukke København ned en gang om året for at daske sig gennem en femkilometer gør altså heller ingen mand af folket.

Også indrømmet: Langt de fleste teenagere giver mig lyst til at sparke dem over skinnebenet på grund af den naturlige sløvhed, der ledsager ungdommen.

Prins Christian er ingen undtagelse i DR-udsendelsen Prins Christian – en kongelig rejse, hvor han sammen med sin far besøger fem institutioner, som Danmark hviler på: nemlig Folketinget (repræsenteret af folketingets formand, Søren Gade), ministerierne (repræsenteret af Børne- og Undervisningsministeriet), domstolene (repræsenteret af højesteretsdommer Jens Peter Christensen), folkekirken (repræsenteret af sognepræst i Kerteminde-Drigstrup Sogn Betina Noer Rasmussen) og Forsvaret (repræsenteret af Flyvestation Karup).

Ret skal være ret: Der er truffet mange valg i produktionen, som ikke er til prins Christians fordel. For eksempel havde det klædt udsendelsen med en tv-vant ledsager til prinsen i stedet for hans kronisk akavede far. En Stéphanie Surrugue, Maria Fantino eller bare den værnepligtige, der som den eneste i hele udsendelsen formår at få ham til at slappe lidt af, havde alle været bedre bud. Ej heller virker det særlig fair at lade prins Christian berette, at han bruger ChatGPT – som han lidt misvisende benævner OpenAI – på den eneste måde, ChatGPT ikke kan bruges: som en faktuel søgemaskine, når han for eksempel »vil vide mere om Den Kolde Krig«. Bare lige så alle er med: ChatGPT kan godt generere tekst, men som den store mansplainer, den er, har den ikke styr på fakta.

Ufrivilligt tåkrummende bliver det også, når børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fortæller prins Christian, at det er hans ministerium, der dikterer, hvad gymnasieelever skal lære og ikke lære, mens vi netop har set prins Christian få præsenteret magtens tredeling – som altså er såkaldt kernestof allerede på samfundsfag C-niveau – som om det var fuldkommen ny viden for ham.

NUVEL, det er faktisk ikke prins Christian, jeg gerne vil plukke en høne med her, men det kongehus, der mener sig overbevist om, at større folkelighed skal fremtidssikre monarkiet, og Prins Christian – en kongelig rejse udstiller med al tydelighed, hvorfor det ikke er en farbar vej.

Folkeligheden bliver i kongehusets version nemlig noget med endelig ikke at virke for klog – faktisk virker det, som om man har sigtet efter at sætte prins Christian i scene som en art royal Mowgli, der lige er landet i det land, han en dag skal være konge af – men ideen om, at det folkelige er laveste fællesnævner, er i sig selv en slags magtarrogance.

Den tilstræbte folkelighed har desuden den konsekvens, at såvel prins som kronprins agerer, som var de lagt i spændetrøjer. Hvem kan bebrejde dem? Så længe opdraget er folkelighed, er deres opgave at være alle andre end sig selv, og det bliver så nogle sløve, omend velklædte bananer, der hverken ved noget om det ene eller det andet.

Men faktum er og bliver, at om så prins Christian havde holdt halbal for hele Danmarks ungdom og levede af makrelmadder til sin dødsdag, så betaler alle danskere skattekroner til, at han kan være en del af eliten. Af den grund bør det heller ikke være for meget forlangt, at kongehuset kan stille med repræsentanter, der ved noget om – eller som minimum kan vise oprigtig interesse for – det land, hvis monarki de tilhører. Hvis ikke pengene – som i Kronprinsparrets tilfælde er cirka 20 skattefri millioner om året – kan bruges på at gøre kongehusets medlemmer bedre end os andre, hvorfor skal de så bruges? Hvor ubarmhjertigt det end kan lyde, må en del af opgaven i at tjene det danske folk også være at kunne være en slags forbilleder, og hvis de ikke evner det, er de intet andet end statsstøttede realitystjerner.

Og med al respekt: Dem har vi vel nok af i forvejen.