Drømmefilm. Netflix’ eksperiment med at give blankochecks til verdens bedste filminstruktører er forbi. Resulterede den kunstneriske frihed i bedre film? Og er der plads til kvalitet i fremtiden?
Forfængelighed, forfængelighed
Filmen er kompromisernes kunstart. Modsat en forfatter, der når som helst kan sætte sig ned og skrive, er selv den mest beskedne filminstruktør afhængig af et omfangsrigt produktionsapparat og budgetter, der hurtigt løber op i millionklassen. Oftest betyder det, at diverse pengemænd ånder kunstneren i nakken og truer med at forplumre den kreative vision.
Det er således forjættende at forestille sig en verden, hvor de bedste instruktører får alle de penge, de har brug for til at lave lige præcis de film, de har lyst til. I de seneste fem års tid har en sådan verden kortvarigt været virkelighed. Da Netflix’ streamingrevolution vendte op og ned på filmens infrastruktur, frygtede mange, at det ville medføre det endelige dødsstød til den filmform, der plejede at udgøre Hollywoods rygrad, men som har været eksistentielt truet i et årti: seriøse dramaer til et voksent publikum med budgetter i omegnen af 30 millioner dollar.
Del:
