Kære Rasmus Bruun. Jeg skriver til dig på grund af dit opslag på X den 6. december 2023. Du skriver sikkert meget derinde, så jeg gengiver det her:

»Nu skal man jo aldrig motivforske en dårlig anmeldelse.. MEN jeg tror altså, at anmelderen, Aksel Strandbygaard, bare gerne vil bolle med sin anmelderkollega på @weekendavisen, Amalie Langballe.«

Det er pudsigt. Da jeg læste dit opslag, blev jeg så flov, næsten skamfuld. Du ved, som om jeg havde gjort noget galt. Selvom jeg ikke rigtig har noget med dit opslag eller Aksel Strandbygaards kommentar om r8Dios podcastsamarbejde med Gyldendal at gøre.

Nu tænker jeg på: Hvorfor denne sjælens rødmen? Hvis man skal gå sproganalytisk til det, og der kan vi jo starte, er der egentlig kun tale om en indirekte seksualisering af mig. Det er min kollega Aksel Strandbygaard, du tillægger en seksuel tiltrækning. Han er som sådan vel det egentlige objekt for din seksualisering.

Foto: Søren Bidstrup

Men alligevel. Det er jo mig, der skal bolles i din tekst.

Og det her er ikke en chokeret henvendelse beregnet til at vække harme, for du ligger virkelig i den milde ende. Egentlig skulle jeg sige, at du ligger helt inden for grænsen, omend måske uden for grænserne for god smag. Hvis jeg skulle anmelde dit opslag på X – og jeg er trods alt både litteraturanmelder og teaterkritiker på nærværende avis, så hvorfor ikke – ville jeg sige, at det var lidt noller.

Nå, men det jeg egentlig ville understrege, var, at jeg har prøvet værre, langt værre. Jeg har prøvet telefoniske voldtægtstrusler, dickpics på sociale medier, professionelle henvendelser, der er gledet over i kommentarer om mit udseende, der er gledet over i invitationer til sex. Aldrig i bemærkelsesværdige mængder, slet ikke, men som Emma Holten så klogt bemærkede, da hun i sin tid trak sig fra den offentlige debat: Man udvikler ikke rigtig et skjold over for den slags ting. Det er mere sådan, at det hober sig op.

Som du måske kan fornemme, har jeg ikke rigtig kunnet slippe dit opslag. Det ramte mig, simpelthen.

Måske af den simple grund, at vi har været på samme arbejdsplads. Det ved jeg ikke, om du er klar over, for jeg var praktikant dengang, og Den Korte Radioavis, som du arbejdede på, var meget populært, og jeg tænker, det har været overvældende, at der pludselig var så mange, der gjorde krav på din opmærksomhed. Men altså: Jeg har stået mange gange ved jeres kontor-ø og ventet på, at min veninde skulle arbejde færdig, og måske er det derfor, at jeg ubevidst har antaget, at du havde en eller anden slags ... respekt for mig.

Mit ubehag, der her på tredje uge ikke vil forlade mig, kan også skyldes omstændighederne, hvorunder jeg blev orienteret om dit opslag. Det var til Weekendavisens julefrokost, hvor en sød, ganske beruset kollega fortalte mig om det, og min første reaktion var som sagt flovhed, men min næste – mere opmuntrende – tanke var, at min kollega måtte forveksle mig med en anden.

For jeg, tænkte jeg, gør mig så umage (umage med hvad, egentlig?). Inden julefrokosten havde jeg bedt min kæreste om hjælp til at vælge et outfit, der på ingen måde kunne misforstås. Et outfit, man ville kigge på – og ikke se andet end min byline. Jeg er klar over, at der findes personer, som ser det som deres personlige frihedskamp at kunne klæde sig, som de vil, og så skal ingen lægge noget i deres påklædning, men for mig er sandheden nok, at jeg vil tage hvad som helst på for at blive taget alvorligt.

Vi endte med et koksgråt jakkesæt. Jeg knappede alle knapperne i min hvide skjorte.

Da jeg endte til bords med Synne Rifbjerg og Martin Krasnik, glædede jeg mig over mit tøjvalg (hvorfor egentlig?), for her var to personer, som jeg gerne vil tages alvorligt af. Det er egentlig også sjovt at tænke på, for jeg har set Martin Krasnik i badetøj, og det er selvfølgelig lige meget, fuldkommen lige meget. Det gjorde jeg i sommer, hvor vi begge var interviewere på Louisiana Literature, og hvor arrangørerne er så søde at stille håndklæder til rådighed, så man kan bade i Øresund.

Jeg ved ikke, om du, Rasmus, er typen, der bader, eller om du bor i København, men når man er typen, der bader og er bosat i København, så er det en lille fryd at bade i Humlebæk, for vandet er renere og bølgerne højere.

Tilfældigvis ville jeg bade samtidig med Martin, men han var ligesom hurtigere end den gruppe, jeg havde sluttet mig til, og vi endte med at sidde i skyggen og tale på badebroen. Da jeg så Martin stige op af vandet, tænkte jeg, at det var rart – helt frit – at kunne omgås (og omgås er måske et stærkt ord, for vi snakkede ikke sammen) på den måde med en person, der har en magt over mine arbejdsforhold.

Men altså, jeg lod så alligevel være med at bade.

Til Louisiana Literature optrådte i øvrigt Luka Holmegaard, hvis nyeste digtsamling, Havet i min mund, handler om at bade, og det er virkelig nogle vidunderlige digte, der også handler om, at den, der bader uden omtanke for sine omgivelser, ejer selve friheden. Eller det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af dem.

Mens jeg skriver dette, synes jeg egentlig også, det er flovt, at jeg er blevet så hæmmet, for sådan var jeg vist ikke altid. Men man bliver måske bare hæmmet på samme måde, som hesten på et tidspunkt stopper med at slå sig i tøjret.

Og måske er det den egentlige grund til, at dit opslag på X ramte mig: Jeg synes, jeg spiller efter reglerne, jeg er over 30, og det har ved gud aldrig været okay at seksualisere mig, men jeg har vist haft en uudtalt forventning om, at der var tale om en slags værnepligt, der skulle aftjenes, og som jeg i den grad har aftjent.

Nu skriver jeg til dig, fordi jeg synes, du skal vide de her ting, og det er ikke, fordi jeg synes, jeg fortjente et hensyn, du ikke tog, men fordi jeg tror på, at det er godt en gang imellem at minde hinanden om, at vi er virkelige. Jeg er et virkeligt menneske, jeg har følelser, jeg har hæmninger, jeg arbejder på.

Nå ja, og i øvrigt: Nu har jeg også hørt jeres podcast for Gyldendal, og jeg er enig med Aksel: Den er ikke særlig god. Læg i det, hvad du vil.