Som læser har jeg altid været mere eller mindre afhængig af at kunne få et værk – særligt hvis der er tale om en klassiker – åbnet af en udefrakommende, selvom det nok lyder finere at kunne sige, at man bare åbnede bogen og forstod det geniale.

Sidste år kastede jeg mig for eksempel først ud i Laurence Sternes Tristram Shandys levned og meninger efter at have hørt et blændende afsnit af podcasten On the road with Penguin classics, hvor to entusiastiske briter kunne smitte mig med deres begejstring. Kun på den måde kom jeg gennem den ellers meget rablende, men selvfølgelig også læseværdige tekst.