Da maleren Chaïm Soutine (1893-1943) i 2017 blev udstillet i London, beskrev magasinet Frieze ham som en næsten helgenagtig forkæmper for social retfærdighed – en kunstner med et »dybt passioneret og menneskeligt blik«, der »med sympati søgte mod underklassen«. Denne karakteristik er afsættet for Rosanna McLaughlins bog Against Morality, hvor hun kritisk og koncist undersøger, hvordan moralske agendaer i stigende grad dikterer synet på og præsentationen af kunst.

Ifølge McLaughlin står fremstillingen af Soutine nemlig i skarp kontrast til den voldsomhed, voyeurisme og objektivisering, man kan finde i hans billeder. Hun skriver, at det, »der gør Soutines portrætter så gode, så særlige, så bevægende, er, at de forener brutalitet med ømhed. Det er netop deres foruroligende kvaliteter, deres grundlæggende amoralitet, der gør dem i stand til at indfange kompleksiteten i menneskelige relationer, den erotiske spænding i ulige magtforhold, voldens forbundethed med længsel, og i hvilket omfang omsorg og hensynsløshed er hinandens følgesvende«.