Under opvarmningen brager »Slow Emotion Replay« med den britiske postpunkgruppe The The ud gennem det nye højttalersystem. Følelser i langsom gengivelse. Og følelser er der nok af på Brøndby Stadion denne søndag i maj. Mine egne, tusindvis af andres og alle de fælles, som knytter sig til Brøndby IF og fortællingen om vestegnsklubben. Vi skal møde AGF, og med en sejr bliver vi danske mestre, så der er meget på spil.

»Slow Emotion Replay« betyder meget for mig og indkapsler ret godt mit forhold til Brøndby, som snart har 40 år på bagen.