Guyansk. Steven Soderbergh er tilbage som tv-serie-instruktør med en thriller, der ikke altid hænger sammen, men som hele tiden overrasker.
Fletningens mysterium
Hvad kalder man den frisure? Jeg mangler de tekniske termer. Men hvis jeg alligevel skal forsøge, er det en fransk fletning, men kortet af, så den ender i en pisk. En besynderlig, men alligevel så præcis detalje. At denne mand, der af hele USA bare kaldes for Chef Jeff, fordi han er blevet berømt på at lave en produktserie af tomatillo-saucer i eget navn, bærer lige præcis den fletning. Og at han spilles af Dennis Quaid, som jeg helt sikkert ikke er ene om at have glemt. Han er perfekt i den rolle.
Steven Soderberghs nye miniserie Full Circle er et kidnapningsmysterium, der hurtigt viser sig ikke at være et kidnapningsmysterium. Her bliver vi i vanlig soderberghsk stil introduceret for et overvældende stjernecast, men uden at det bliver vulgært. En lille opvisning i raffineret casting. Derudover er der tale om en ensemblethriller, der for 15 år siden ville have været en effektiv og spændende film på en time og 50 minutter, men som i dag er en miniserie på seks afsnit af godt en times varighed, og som, uden at være perfekt, formår at give et nyt bud på, hvordan »effektiv« og »spændende« kan se ud.
Del: