Anmeldelse. Maura Delperos Vermiglio viser krigens og modernitetens indbrud i en afsides italiensk bjerglandsby. Det er en virkningsfuld og lidt for nydelig filmoplevelse.
Fjernt fra verdens vrimmel
Pressefoto: Camera Film
Den første tredjedel af Maura Delperos Vermiglio er ren miljøskildring. Og sikke et miljø. Vi befinder os i en norditaliensk bjerglandsby i 1944, hvor Anden Verdenskrig kun er en let susen i baggrunden af et liv så førmoderne, at det lige så godt kunne have fundet sted 100 år tidligere.
Hver morgen malkes koen, inden familien Graziadeis mange børn sætter den varme mælk til livs. Uden for det lille hus vaskes der tøj med et imponerende alpelandskab som bagtæppe, og faren Cesare underviser i landsbyens diminutive skole. I skolen mærkes for første gang en flig af de frisættende kræfter, der i løbet af de kommende årtier vil opløse det lille kollektivistiske samfund og gøre hver mand og kvinde til et individ i egen ret. Cesare har nemlig sat sig for at lære alle i byen at læse og skrive, inklusive dens voksne analfabeter.
Del:
