Arvefølge. I næste uge kan man se sidste afsnit af den måske vigtigste tv-serie i det seneste årti, den modbydelige og sjove rigmandsserie Succession. Hvad ville den med os?

Fjernsynets far

Logan Roy ønskede ikke at blive lagt i jorden. Det ved vi om ham nu. Men derudover, hvem var han så, Logan Roy? Og hvordan skete det, at endnu en serie om en truet patriark – for der har været mange – leverer noget, der føles så nyt og spændende?

I mandagens afsnit af Succession viste ældstebroren Connor sine søskende deres fars mausoleum. Logan havde tilsyneladende købt det for fem millioner dollar af en internetdyrehandler, der havde besluttet ikke at bruge det selv. »God handel,« vurderede mellemstebroren Kendall. »Var han i en budkrig med Stalin og Liberace?« spurgte Siobhan med en af seriens utal af outrerede kulturelle referencer, som man får alt for lidt tid til at lade udspille sig for sit indre øje. Imens bevægede Roman, det mest barnagtige af de voksne børn, sig mod mausoleets indgang, som nærmede han sig selve døden.

Andre læser også