Der er farvevirkninger, man tror er løgn. Tag nu bare Skovlandskab ved Vintertide fra 1932. Ved første øjekast et upåfaldende maleri af sneklædte grantræer. Koloritten er enkel, tør og nærmest glansløs. Sneen ligger gråhvid i store puder på grene, der krænger mod jorden i bløde buer. I forgrunden stikker kieselgrå klipper hovedet frem under snedækket, mens træernes nåleværk er kradset op med en mat oxidgrøn. Forsøger vi nu at kigge igennem nåleværket, forbi træerne og ud mod horisonten, blokeres synet af en lysende mintgrøn sneflade, der ligesom springer fra baggrunden hen over forgrunden og ind igennem øjet, som en eksplosion i bevidstheden. I et kort eksalteret øjeblik slår det tyst beskedne maleri ud i en overrumplende oplevelse af, at den fjerneste afstand er i mit eget indre og vice versa. Epifanisk!

Pekka Halonen Winter Landscape, Kinahmi, 1923. Foto: Jenni Nurminen, Ateneum Art Museum

Maleriet er lavet, året før Pekka Halonen dør. Vi står her ved slutningen på en lang kunstnerisk, politisk og åndelig rejse, som et dansk publikum for første gang kan opleve helt fra sin begyndelse. Finland kalder hedder udstillingen på Ordrupgaard. Over tre sale udfolder den Halonens værk og gør ham til hovedperson i to tæt forbundne, men dog forskellige historier,