Jeg græder altid lidt, når ferien er slut. Selvom jeg egentlig holder af hverdagen, så fylder selve skiftet fra feriens henslængte hængekøjesindstilstand til dagligdagens uundgåelige rytme mig med vemod.

Jeg synes altid, det har været sådan. Mine barndomsferier blev altid tilbragt i Sydfrankrig hos folk, vi kendte, og når vi pakkede bilen, betød det også, at der nu var et helt år til gensyn med dem, med cikadesang, fremmede gloser og smage og ture til bageren og hjem igen gennem smalle gader med varme croissanter trykket ind til kroppen. Når vores bil trillede forbi de sidste huse og passerede bygrænsen, var jeg tung om hjertet. Farvel til baguetter – goddag til rugbrød. Bonjour tristesse.