Levned og meninger. Det svenske bolighus er en mentalhygiejnisk tilstand, jeg ville ønske kunne vare ved.
Evig IKEA
Efter fem år skal jeg endelig have et sofabord. Det hedder Guttane, i eg, 799 kroner, og det gode er, at jeg skal hente det i IKEA.
At gå i IKEA er som at være på en all inclusive-miniferie. Ved indgangen lægger en duft af kanelsnegle sig om halsen på en så blidt som en hawaiiblomsterkrans. Man træder ind i et landskab af lys og rene linjer, gulvene er synligt stabile med pile, der viser vej gennem labyrinten, og alt her er afkodeligt. Ren terapi for de semiautistiske.
Jeg passerer generiske udstillingsrum, indrettet som soveværelser og stuer, møbleret med blanke reoler, fletkurve og lamper, der kaster et varmt og dæmpet skær. At bevæge sig igennem IKEA er som at få det hvide snit i pastelfarver. Hvad jeg ikke vil betale for at flytte ind her med et sind som et blankt lærred. En pletafvisende overflade, hvor ingen fortid hænger fast.
Da jeg blev skilt for fem år siden, ville jeg have så lidt som muligt med mig fra huset. Flyttebilen læssede en enkeltmandsmadras af foran min nye lejlighed, en tørretumbler, et lille bord med havestole og plasticsække med mit tøj og lidt køkkenting. Jeg sov på gulvet i et tomt værelse, omgivet af hvide vægge og ingenting, og hver morgen vågnede jeg som på en ubeboet planet. Det føltes som hjem.
Jeg ville ikke lukke for mange genstande ind i lejligheden, der satte menneskelige spor i det uberørte; intet sammenskrab af gamle paletknive eller plettede stegepander fra andres kælderrum. Ingen reoler eller skabe stopfyldt af gammelt sengetøj og ting, man hverken bruger eller smider ud. Jeg ville ikke stirre på nogen beviser på mit tidligere liv, og det gjaldt åbenbart også køkkenskuffen. Børnene forstod ikke, hvorfor vi ikke havde mere end fire gafler og skulle vaske op hele tiden.
JEG VANDRER FORGÆVES rundt i IKEA, indtil jeg finder en ung mand i gul T-shirt. Han siger, at bordet kun kan købes via hjemmesiden og guider mig igennem en stor trykskærm, hvor jeg skal gennemføre købet, hvorefter jeg kan få bordet udleveret fra lageret. Men hver gang jeg udfylder mine oplysninger, ender siden blindt. Der er ingen knap at trykke »køb« på. Bordet er i bygningen, jeg kan bare ikke få virtuel adgang til det. Et glitch i IKEA-verset.
Han tilkalder en anden kollega, der tilkalder en tredje, der til sidst eskorterer mig rundt på engelsk med indisk accent med en mobiltelefon i hånden, som om jeg er en VIP-gæst på vej til en fjern lufthavnsgate. IKEA-kvinden tager mig med til den ene, så den anden afdeling for at opklare, hvordan de kan sælge en vare, der ikke kan købes, og forbi os flimrer blomstrede lænestole, beige sengetæpper og badeværelsestilbehør, der aldrig har set en dråbe vand. En rundtur i en mentalhygiejnisk tilstand, jeg ville ønske kunne vare for evigt.
IKEA lover mig ikke kun et nyt og pænere hjem, men et nyt mig. En pop up-personlighed, egnet til øjeblikkeligt brug og ubelastet af psykologiske defekter. Hvem som helst kunne bo på disse konstruerede kvadratmeter, og det er den person, jeg helst vil være. En menneskelig Billy-reol, der ikke ved, at den er til.
Ude på lageret taler hun med en mand, der forsvinder ud bagved og mirakuløst finder bordet frem. Virkeligheden og nettet falder i hak, og jeg forlader varehuset i besiddelse af en tung papkasse, jeg vil åbne som et nyt kapitel.
Skilsmissen var Tjernobyl. I flere måneder var det som at se huset brænde ned hver aften, igen og igen, et hus, der viste sig at være en kulisse. Ingen følelser slap ud i live, men den totale destruktion var paradoksalt nok på min side. Det, jeg havde frygtet allermest i mit liv – at noget ville ødelægge min egen familie – var blevet til virkelighed. Det var allerede sket, og efter den erkendelse var der intet tilbage, der kunne gøre mig noget. Jeg følte mig urørlig, udødelig, euforisk. Jeg røg, drak og elskede hver anden uge.
I min lejlighed begyndte tiden at gå. Pludselig var det to og tre år siden, jeg var flyttet ind, og jeg havde købt rigtige spisebordsstole og også fået plankebordet med fra huset, da det blev solgt. Jeg havde store grønne palmer og en lyserød daybed, der er behageligere at se på end at sidde i. Jeg forsøgte desperat at blive inde i nuet, at blive ved med at være ny, så fortiden aldrig indhentede mig, men jeg har efterhånden indset, at nutiden er et stressende sted at opholde sig. Den er hele tiden ved at slutte, og man er nødt til at holde sig i konstant bevægelse for ikke at blive snappet i hælene. Jeg har nok altid været bedre til at være på vej et sted hen end til at ankomme og blive der,
I dag slår det mig, om jeg har indrettet min lejlighed som et udstillingsrum. Man ser først de hvide vægge, fra loftet hænger en grøn plante, og ved vinduet står en biopejs på tre ben. Den er så flot, at jeg overvejede at holde housewarming for den. Det meste af gulvet er synligt, selvom jeg nu også har fået en bogreol, og på badeværelset ligger tykke, hvide håndklæder stablet som på et hotel. På væggene hænger et japansk maleri af et tempel med en diset horisont og en magisk hjort med et snoet gevir, sat sammen af rødt blik og skrald af en kunstner fra Cape Town.
Hvis jeg kunne, ville jeg flytte ind på en rumstation, vågne hukommelsesfri og stå associationsløs i badet, nulstillet som en computer med en slettet harddrive, men indtil NASA ringer, er jeg godt tilfreds med mit nye sofabord og lamperne, der ligner tvivlsomme palmeblade bøjet i messing.
