Denne udstilling er en ligesom endeløs rejse, der bevæger sig i mange retninger i tidens rum, roligt, uden temposkift, chok eller dramatiske højdepunkter som et majestætisk ekspanderende univers. Inderst, som universets kolde sorte centrum, der suger alt andet ind imod sig i en slags rummets og historiens inerti, er en kolossal sort klode, der fylder hele sit verdensrum, uendeligt svagt oplyst bagfra af en fjern døende galakse. Et sort hul, et spejl, hvori ingen og intet endelig kan se sig selv.

Dette bogstaveligt talt intetsigende objekt er langt hen ad vejen det mest bevægende, opløftende i dansk-palæstinensiske Larissa Sansours omfattende udstilling på Charlottenborg Kunsthal. Trods sin næsten fuldkomne abstraktion indgår dette sorte hul som det eneste værk i en konkret relation med bygningen, som det »i virkeligheden« befinder sig i. Det hvælver sig smukt sort helt op under Charlottenborgs århundredgamle matte glastag i en krans af hvid stuk. Her er jeg, tænker jeg.