Cirkelonani. DRs Dansk musiks bedste er tandløs musikformidling, der suger lidenskaben ud af musik.
Et langt akavet kram
Selvfølgelig starter serien med et kram. Malte Ebert (Gulddreng) og Lars Lilholt sætter sig i sofaen og omfavner akavet hinanden. Og sådan fortsætter det hen over de næste seks afsnit. Hele serien Dansk musiks bedste er ét langt akavet kram danske musikere imellem.
Med serien forsøger DR at leve op til public service-målet om at »stimulere dansk musikliv«. Man mistænker, at de har taget formuleringen bogstaveligt. Serien er det, man på engelsk kalder circle jerk, en ubrudt kæde af musikere, der spiller den af på hinanden. Det er angiveligt de bedste danske numre og musikere, serien handler om. Men ordet »bedste« dækker i virkeligheden over »mest kendte«, for der er ingen, der tør lave noget, der bare minder om en smagsdom i dette program – så meget er garanteret.
Del:



