Voksbehandling. På Strøget udstiller Mads Brügger hulheden i sin magtkritik.
Pressens voksmausoleum
Lad os begynde med rosen: Det er jo en god idé. Et voksmuseum med de ti embedsmænd, der blev kritiseret i Minkkommissionens beretninger, er et sjovt påfund. Frihedsbrevets Mads Brügger har revitaliseret et koncept fra en svunden tid, der havde overvintret i turismens rige. Ikke bare er det sjovt fundet på, der er også et opbyggeligt budskab om transparens i at ville vise den normalt skjulte magt frem for folket.
Voksmuseer blev skabt, så almindelige mennesker kunne møde den elite, de aldrig ville komme i nærheden af. Og flere af figurerne i det Magtens Voksmuseum, som chefredaktør Brügger i denne uge lod åbne, er også veludførte. De ligner rigtige mennesker med små sjove detaljer – som de to iPhones i Barbara Bertelsens hænder. Der er også mindre vellykkede figurer, som tidligere departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard, hvis to arme ser ud til at have hver sin længde. Eller er den lille deformitet mon en subtil måde at gøre ham mere Bond-skurkagtig på?
Del: