Surreelt. Der er kunst på alle hylder i Venedig, hvor den 59. Biennale ser verden ret i øjnene uden at miste modet.
Et kunststykke
Det har taget et år ekstra at skyde biennalen i gang på grund af pandemien, men det tager ikke mange timer at forvandle en central plads mellem de nationale pavilloner i Giardini til Ukraines Plads. Det sørger biennalens effektive hovedkurator, Cecilia Alemani, for i samarbejde med den ukrainske pavillons stab. På åbningsdagen tirsdag lugter der brændt, fordi rå træsøjler bliver »malet« med svejseflamme, mens sandsække bliver stablet op i midten som en hilsen fra fronten. På de sortsvedne søjler kommer der til at hænge værker skabt af kunstnere, der er fanget i krigen, og de vil blive skiftet ud hver måned.
Lige i nærheden ligger den imposante grønmalede russiske pavillon ildevarslende tom hen, mens mennesker som en bisværm flokkes om de andre.
Del: