Et gråt lille land

Kære Asker

I går blev der set EM-fodbold i et sammenhængende bælte fra Skagen til Siracusa på Sicilien. En betagende stund af fælleseuropæisk passion, hvor Schweiz og Tyskland slog sig videre fra ottendedelsfinalerne med sikre sejre over henholdsvis Italien og Danmark.

Det danske landshold rejser således fra Tyskland efter tre uafgjorte kampe og ét nederlag, hvor landstræner Kasper Hjulmand og hans mandskab alt i alt har gjort et blegt og smådepressivt indtryk. Hvis landsholdet vitterlig viser, hvem vi er, er Danmark her i sommeren 2024 et gråt, lille land, som går omkring i en lidt dæmpet og handlingslammet tilstand. Forhåbentlig bare forbigående.

Ottendedelsfinalen på Westfalenstadion i Dortmund blev vundet med 2-0 af de tyske værter. En score, som kunne have været mindst dobbelt så stor, hvis ikke Kasper Schmeichel havde leveret en af slutrundens fineste keeperpræstationer. Dog skæmmet af ubeslutsomhed ved Jamal Musialas afslappede, overlegne 2-0-scoring.

Undervejs fik både Danmark og Tyskland VAR-underkendt en scoring, begge gange korrekt for henholdsvis offside og obstruction, som det hed i gamle dage. På samme måde fik Tyskland tildelt et VAR-opsnuset straffespark, da bolden strejfede Joachim Andersens hånd. Et åndssvagt regelsæt, som går imod al følelse blandt spillerne på banen såvel som blandt publikum, men helt efter bogen.

Det var heller ikke derfor, at Danmark tabte ottendedelsfinalen. Danmark tabte, fordi Tyskland er et væsentligt bedre landshold med et besnærende drive fremad på banen. Ikke desto mindre forstår jeg, at landstræner Hjulmand på pressemødet efter kampen viste offsidesituationen frem på sin mobiltelefon ...

Ja, landstræneren fægtede løs med den mobiltelefon, som var den et lyssværd, der akkurat kunne beskytte ham mod det, som han hader allermest: substantiel kritik. Først i et ellers harmløst TV 2-interview og siden på det internationale pressemøde.

Er VAR et elendigt tiltag? Ja. Må man vise følelser? Ja. Er det forståeligt, at Kasper Hjulmand er frustreret efter sin ottende (!) slutrundekamp i træk uden sejr? Ja. Og alligevel var der tale om et voldsomt pinligt optrin, på linje med Morten Olsens udvandring fra et TV 2-interview i 2007, spillernes pressestrejke i 2008 og den falske arbejdstagerkamp, der gav plads til vikarlandsholdet i 2018.

Alle eksempler på den forkælede, insulære – tør man sige amatøristiske – attitude, dansk fodbold efterhånden helst skulle have gjort sig fri af.

En samlet vurdering af det danske EM-togt er ganske ligetil: under middel, blegt. Som du selv skrev straks efter kampen, vil absolut ingen i resten af Europa savne det danske landshold i resten af turneringen.

Det lykkedes altså kun i begrænset omfang for dette mandskab at rette op på sit renommé efter elendigheden ved VM i Qatar og den til tider pinlige EM-kvalifikation. Og jeg har svært ved at forstå den vage, frygtsomme indstilling, som Danmark gennemgående har demonstreret i de fire EM-kampe. Her var jo muligheden for at gå på banen med fremskudt bringe, så måtte det bære eller briste?

Det er måske den vigtigste historie om dette landshold. På bare tre år er man gået fra modig, lystbetonet fodbold til den nuværende tristesse. Det er helt vildt og vel uden fortilfælde i dansk landsholdsfodbold. Kun årene 1986-1990 – fra VM i Mexico til Horst Wohlers – tåler vel sammenligning.

Lad os tage komponenterne i den danske formation én for én. Er vi enige om, at keeper Schmeichel og forsvarstrioen faktisk spillede en fin turnering? Et lidt tungt tremandsforsvar, men velfungerende. Med Jannik Vestergaard i den bedste form, vi har set på landsholdet. Stærke indgreb, gode, lange afleveringer.

Helt klart. Jeg vil dog sige, at Joachim Andersen, der ligesom landstræneren excellerede som dårlig taber efter Tyskland-nederlaget, har været svingende. Andreas Christensen og halvtyske Vestergaard følte sig hjemme ved EM, og Kasper Schmeichel blev kun bedre i løbet af turneringen og endte med at spille en stor kamp mod Tyskland. Jeg mener dog stadig, at Schmeichel bør lade sig pensionere nu. Der er to år til næste slutrunde, VM i USA, Mexico og Canada, og til den tid vil han være næsten 40. Det går jo ikke.

Til gengæld har flankerne været en skuffelse. Et vigtigt element i Hjulmands 3-5-2 og 3-4-2-1, men næsten helt uden gennemslagskraft.

Jeg mener faktisk, at tre- eller fembackkæden passer fint til det danske materiale – ikke mindst vores stoppere – men det er rigtigt, at vores wingbacker, hvad enten det har været Joakim Mæhle, Alexander Bah eller Victor Kristiansen, har virket underligt afstængte og forsagte. Det har desværre været medbestemmende for det traurige danske spil.

De to danske scoringer i fire kampe kom begge fra midtbanen, og især mod England fremstod Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand som en ræsende, tacklende duo med gode løsninger. Men det centrale mandskab har heller ikke fastholdt et højt niveau.

Heller ikke, nej. Men de to bør vi holde fast i. Hvis Morten Hjulmand får fuld tiltro, og Højbjerg finder en klub, hvor han kan spille fast hver weekend, så er jeg egentlig rimelig fortrøstningsfuld i forhold til holdets centrum.

Et formstærkt angreb vil til alle tider være en forudsætning for slutrundesucces. En sådan offensiv besad Danmark ikke. Form er jo på én gang en målbar og uhåndgribelig størrelse, især når det gælder forwarder, og unge Rasmus Højlund har slidt forbilledligt, men optrådt helt uden punch og naturlighed foran modstandernes mål.

Højlund er fortsat lidt af en gåde: Så stærk, hurtig, dedikeret og talentfuld, og nu otte landskampe i træk – 530 minutter – uden at score. Hvordan løser vi det? Højlund skal have en fast makker. Han skal ikke den ene kamp spille alene, den næste sammen med en mere eller mindre kompetent partner.

Den bedste danske forwardkonstellation de seneste 30 år har uden tvivl været Ebbe Sand-Jon Dahl Tomasson (1998-2004). Hvorfor? Ingen af dem befandt sig i verdensklassen, og alligevel strålede de stort, også ved de store slutrunder, i det fælles samarbejde, hvis arbejdsfordeling var soleklar: Sand som manden med ryggen mod målet, Tomasson i de dybe, sene løb i feltet. Førstnævnte blev Bundesliga-topscorer, sidstnævnte alle tiders målkonge på landsholdet.

Hvordan får vi installeret Højlund i en sådan duet? Og med hvem? Det bliver et af de vigtigste spørgsmål i den kommende tid.

En forwards hoved er vel svært at ændre på i løbet af de få uger, en landstræner har til rådighed op til en slutrunde. Alligevel må en del af grundindstillingen tilskrives landstræner Kasper Hjulmand. Hvor var gløden og modet? De tre gange uafgjort i puljekampene så vitterlig ud til at være den forsigtige målsætning, som var indkredset en mørk eftermiddag i februar i et mødelokale i DBU-hovedkvarteret.

Jeg tror en del af forklaringen på det småneurotiske spil, ud over de lange skygger fra Qatar, skal findes i det ret utrolige citat, landstræner Hjulmand leverede på et pressemøde tidligere ved EM. Foreholdt risikoen for en tidlig dansk exit fra gruppen sagde han gudhjælpemig:

»Jeg har aldrig ment, at der findes fiaskoer i sport. Det eksisterer ikke for mig. Nederlag er skridt mod at blive det bedste, man kan blive. Selvfølgelig er det ikke godt nok, hvis vi ikke går videre, men at kalde det en fiasko, er ikke det rigtige.«

En omgang corporate newspeak, der intet godt fører med sig og kun bidrager til billedet af en landstræner, der har mistet styringen. Magt uden ansvar, taletid uden selvrefleksion.

Herhjemme siler regnen ned, og der lyder et jævnt, trist brus fra kronerne på de store bøgetræer ud for mit vindue. Ganske passende. Det hele ender uforløst og let nedtrykt for Danmark. Der var dog heller ikke tale om den skammelige optræden i Qatar, hvor de danske spillere fremstod, som om de følte sig hævet over begivenheden. Jeg vil også henholde mig til det simple faktum, at Danmark trods alt spillede med ved EM i Tyskland.

Vi kan her citere den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano, som har skrevet om landsholdenes byrde og logik: »Jeg spiller – altså er jeg.« EM viste, at Danmark findes. Bare ikke i nogen mindeværdig udgave.

Det må netop være konklusionen på dette EM for Danmark, der som sådan blev en ærgerlig forlængelse af Qatar 2022. Forbundets og landstrænerens evige tale om danske værdier, selvforståelse og om at »vise, hvem vi er«, har ramt ikke bare landsholdet, men os alle sammen som en hævngerrig boomerang: Var det dem, vi var? Okay, det var da et kedeligt syn.

Ottendedelsfinaler:
Kl. 18.00 England-Slovakiet i Gelsenkirchen. Vises på TV 2.
Kl. 21.00 Spanien-Georgien i Köln. Vises på DR1.

Hver dag under EM skriver Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på weekendavisen.dk/em2024.