Størrelsen på drømmen

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

I et af sine efterladte papirer beskriver den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein det problematiske ved forklaringer. Det svære er ikke at finde en, der er god og fungerer, men rent faktisk acceptere den og ikke fortsætte ens søgen efter helt andre typer svar. På den måde kan det banale og det subtile sagtens komme i nabokrig. For hvor stopper tvivlen?

Cykelryttere må ofte være i tvivl om alle mulige ting. Hvornår skal kræfterne bruges, og hvornår slipper de op i forhold til konkurrenterne eller rutens beskaffenhed? Men også overordnet. For hvornår skal en karriere høre op? Hvornår er man ikke god nok længere? Ender man som den, man gerne vil huskes som? Nogle kæmper som gale for at få en kontrakt i den sene del af karrieren, næsten for enhver pris. Men få udvalgte ryttere bestemmer selv, hvornår det er nok.

33-årige Romain Bardet er en af dem, og på den første etape af dette års Tour de France viste han, hvorfor det er værd selv at vælge og på den måde sætte et ægte punktum, der ikke løber ud i sandet som en række prikker i en åben sætning om ens levned og løbene. Tænk i stedet at blive husket for, at der stadigvæk var liv og lys i en af de mest forhenværende stjerner – og så lige for næsen af den næste, ukuelige og altopslugende generation.

I Bardets alder er man ikke ung længere, når man cykler professionelt. Nogle fortsætter måske for pengenes skyld, hvis de kan, og andre vælger en dato og siger dertil og ikke længere. Da Thibaut Pinot kørte Tour de France sidste år, vidste han, at det var sidste gang, og det gjorde det til noget særligt for ham og hans publikum. Fem løntrin længere oppe cykler Chris Froome rundt et sted, der ikke er Tour de France, og udefra set føles det lidt som en udvanding af hans egen historie i den sport, hvor han helst skulle huskes for noget helt andet end netop det ingenting, der lige nu karakteriserer både hans fravær og hans relevans, når han rent faktisk er med.

For en måned siden annoncerede Romain Bardet, at det Tour de France, der begyndte i går, bliver hans sidste. Til juni næste år slutter han sin 14 år lange karriere, der på flere måder minder om den, hans landsmand Pinot sagde farvel til sidste år. Bardet toppede også tidligt efter den målestok, der for blot otte år siden gjorde ham til en mulig ung fransk Tour-vinder efter andenpladsen bag Chris Froome. To år inden blev Pinot udråbt som det samme efter en tredjeplads, og ingen af de to har nogensinde været i nærheden af at kunne leve op til det. Heldigvis har cykelsporten både plads til og for manges vedkommende en stor veneration for dem, der modvilligt affinder sig med deres egne begrænsninger og derfor slipper håbet løs for at trodse dem ustandseligt. I Tour-sammenhæng var det i mange år ensbetydende med at kæmpe forgæves med både bjergtoppe og økonomisk overmagt.

De to franskmænds skæbnefællesskab har ikke mindst lignet fritænkeres intuitive kørestil, der i deres bedste år som topatleter næsten intet kunne stille op mod Team Skys vindende tilgang. Metoden vandt over melodien, og der var kun lejlighedsvist musik i benene og fest i gaden, når herredømmet delte krummer ud fra de riges bord. Men i Frankrig – og heldigvis også andre steder – har der været både penge og kærlighed i at kaste sig ud i rampelyset som håbefuld og med tiden hæderkronet antihelt. Det, Bardet har opnået, er stadigvæk betydeligt mere end mange andre gode ryttere fra den generation. Især hans manglende vilje til at begrænse sin angrebslyst gav genlyd i en periode, hvor fransk cykelsport for alvor trængte til at vokse ud af offerrollen oven på to årtiers dopingskandaler, de selv børstede behændigt hurtigt af skuldrene.

Bardet er en sympatisk rytter i manges øjne, men en, der kun var lejlighedsvist farlig for de fleste af de bedste. Typen, hvis fanskare var håbløst forelsket i at se ham gøre de ting, han måske ikke kunne, men stadigvæk gerne ville. At det skulle ske for sidste gang på en dag, der i udgangspunktet var foreskrevet til at handle om alle mulige andre, er et smukt kendetegn for en god start på løbet i år.

For den store historie om den store duel havde ikke noget at fortælle os på den første dag i ringen. Jonas Vingegaard lignede sig selv, og det klædte ham helt sikkert bedre, end Tadej Pogacar umiddelbart har lyst til at indrømme. I samme, omend noget anderledes gispende åndedrag nægtede Mark Cavendish at overgive sig, selvom han rallede sig gennem varmesmerterne hele vejen til mål. Men heller ikke det var nok til at stjæle overskrifterne. Det blev en anderledes dag, og hvem – ud over alle taberne – kan være oprigtigt kede af det?

Da Bardet rykkede, lignede det noget, han har gjort mange gange før uden at komme væk. Og derfor var der ikke nogen, der gik i panik eller blev bange for den flagrende manøvre. Men det momentane skuldertræk, favoritgruppen havde tilovers for det fremstød, gjorde det farligt. For foran oppe i dagens store udbrud lå holdkammeraten Frank van den Broek, og han havde stadigvæk meget at give til det nye samarbejde, der sidenhen foldede en ældre fransk fane ud på den italienske østkyst. To generøse føringer i den jagtede gruppe havde formentlig været nok til at rulle den ind igen, men småligheden, hvad det angik, kom lykkeligvis sensationen til gode.

33-årige Bardet vandt etapen foran sin 23-årige holdkammerat og tog sin første gule trøje nogensinde. Størrelsen på drømmen kunne i dag måles på, nøjagtigt hvor virkelighedsfornægtende de to DSM-rytteres fremstød var. De troede på det, og afstanden mellem alt og ingenting slog ud til den smukke side. Den, hvor undtagelserne vinder stort over tommelfingerreglerne. Hvis poetisk retfærdighed en dag kom til penge, skulle den måske overveje at sponsorere et hold med sådan nogle som Bardet og van den Broek. Men ude i virkeligheden lever den slags eventyr kun og bedst i glimt, for ellers ville de ikke være sig selv.

Lykken er nogle gange at blive undervurderet, og det har Roman Bardet ironisk nok kun sig selv at takke for. Derfor kunne han udnytte sin karrieres efterår til at lade solen skinne en sidste gang på en meget stor dag, måske den allerstørste i karrieren. Derfor kan han også sige stop for sit liv med Tour de France og vide, at han fik det, han drømte om, til sidst – netop fordi det var ved at være forbi. Og hvem har i grunden brug for mere?