Den nyuddannede sygeplejerske Pernille flytter til Lolland og får job på Nykøbing Falster Sygehus. Hun bliver hurtigt venner med Christina, afdelingens bedste sygeplejerske, der altid oplever de vildeste ting, har tjek på alle patienter og giver hjertemassage i takt til »I Will Survive«. På akutafdelingen står sygeplejerskerne ofte lidt alene med det hele, fortæller Christina under Pernilles første vagt. »Så er det jo heldigt, at vi kan tænke selv, ik'?«

Torsdag den 27. april udkom miniserien Sygeplejersken på Netflix om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der i 2016 blev dømt for at sprøjte dødelige doser morfin og stesolid i årerne på mindst fire patienter på Nykøbing Falster Sygehus. Da den unge kollega Pernille Larsen blev ansat, fornemmede hun hurtigt, at noget var galt. Sprøjter forsvandt fra medicinrummet, og for mange på afdelingen fik hjertestop – også dem uden hjerteproblemer. I smug begyndte Pernille Larsen at overvåge sin kollega, indtil hun under en nattevagt så det endegyldige bevis. Sygeplejersken fik i byretten tilnavnet Dødsdjævlen og blev idømt livstid for tre drab og et drabsforsøg. Dommen blev dog i landsretten ændret til fire drabsforsøg og dermed kun 12 års fængsel, fordi indsprøjtningerne ifølge Retslægerådet ikke med sikkerhed kunne konkluderes at være eneårsag til dødsfaldene.