Gammelt nag. I anledning af tiåret for den norske ungdomsserie synes jeg, det ville klæde mine jævnaldrende at adressere det kollektive vanvid, der ramte dem.
Et årtis skam
Jamen er det virkelig? Kan det passe? Er der virkelig gået ti år, siden man skulle lægge øre til kolleger, der havde sygemeldt sig fra familiefester for at komme up to date på seneste nyt i sagaen om en række fiktive teenageres kærlighedsliv? Er det virkelig ti år siden, at mennesker, man ellers anså for fornuftige, valfartede til Oslo via færge, fordi de havde fået nys om, hvilken restaurant en eller anden stakkels teenageskuespiller arbejdede på? Er det virkelig-virkelig et helt årti siden, at alle mænd, man datede, pludselig interesserede sig for farven på ens læbestift – kunne den blive mørkere a la Noora? (Svaret var: Nej). Og er det sørme så mange år siden, at jeg ødelagde den der nytårsaften ved at erklære Skam for noget af det mest banale tv, jeg længe havde set? Åbenbart.
Af samme grund kunne man måske forvente, at jeg ville kigge tilbage på serien med mildere øjne og nostalgisk glæde mig over, at det ikke er længere tid siden, at fiktionsserier kunne gribe en hel offentlighed og fastholde et bredt publikums opmærksomhed i månedsvis.
Del:
