
Danica Curcic spiller en slidt fin de siècle-kunstner i filmens rørende slutscene. Foto: Astrup & Bordorff, still fra Kunstmuseet (2021)
Fælleseje. Hvad vil det sige at være medejer af 700 års dansk kunsthistorie, spørger Astrup & Bordorff i en karnevalesk filmkabaret om vores allesammens Statens Museum for Kunst.
En trojansk hest i øret
Bussen svinger ind på stoppestedet og tømmer indmaden ud på fortovet. En kø af blinkende biler hænger på et hjørne, mens horden af cykler passerer, hjelme, barnesæder, cykelklemme om habitbuksen. Det er mandag morgen på Toftegårds Plads i Valby, engang et knudepunkt for sporvognene, Johannes Møllehave har skrevet om myldretiden netop her. I dag glider trafikken, samfundet er i gang, og jeg mærker et sært morgenrevyhumør boble frem indeni, som nok kommer af mit ærinde i området. Mens laboranterne går i retning af Lundbeck, studerende mod Hotel- og Restaurantskolen, går jeg ned ad en stille vej, hvor kunstnerduoen Astrup & Bordorff bor.
Kirsten Astrup og Maria Bordorff laver kunst om noget så særligt som statslige institutioner, tilmed i skikkelse af såkaldte filmkabareter. Begrebet har de selv opfundet, det dækker over humoristiske, karnevaleske filmcollager, hvor skiftende tableauer bindes sammen af sang, musik og skuespil. Forud går altid en grundig udforskning af de institutioner, de tager livtag med – fra de specifikke arbejdsforhold til store samfundsmæssige betydninger. Tung makeup, dragperformere og røde uniformer går også igen i filmene.
Del: