Der går ikke en uge, hvor jeg ikke føler stor ængstelighed ved tanken om, at min tandlæges pensionering nærmer sig. Når det sker, forestiller jeg mig dagen, hvor han midt i en tandrens annoncerer, at han har besluttet at gå på pension, og overlader mig til en sadistisk, profitorienteret og – værst af alt – fremmed arvtager. Blot tanken gør mig fuldstændig ulykkelig. 

Det er ikke, fordi jeg elsker at gå til tandlæge som sådan, men jeg har kendt min tandlæge altid, for han er også mine forældres tandlæge, og det vil sige, at når jeg ser ham, bliver jeg straks mindet om at komme med på slæb som barn til hans gamle klinik, hvor man kunne sidde uforpligtet og dingle med benene – omend jeg vil mene, at vi med tiden også har fået vores eget forhold, der altid udfolder sig i turbotempo, når jeg i øvrigt har munden fri til at tale.