Der går ikke en uge, hvor jeg ikke føler stor ængstelighed ved tanken om, at min tandlæges pensionering nærmer sig. Når det sker, forestiller jeg mig dagen, hvor han midt i en tandrens annoncerer, at han har besluttet at gå på pension, og overlader mig til en sadistisk, profitorienteret og – værst af alt – fremmed arvtager. Blot tanken gør mig fuldstændig ulykkelig. Det er ikke, fordi jeg elsker at gå til tandlæge som sådan, men jeg har kendt min tandlæge altid, for han er også mine forældres tandlæge, og det vil sige, at når jeg ser ham, bliver jeg straks mindet om at komme med på slæb som barn til hans gamle klinik, hvor man kunne sidde uforpligtet og dingle med benene – omend jeg vil mene, at vi med tiden også har fået vores eget forhold, der altid udfolder sig i turbotempo, når jeg i øvrigt har munden fri til at tale.

Men det er ikke kun min tandlæge, jeg har et lad os sige særdeles passioneret forhold til. Det gælder faktisk alle de af livets forhold, hvor der indgår en regelmæssig økonomisk transaktion. Hvis jeg først finder en fagperson, jeg kan lide, suger jeg mig fast som en igle. Således er jeg, der er københavner, endt med at have en bankrådgiver i Nordjylland og en yogalærer i Jerusalem. Banken, som ligger i landsbyen, hvor mine bedsteforældre boede, skiftede jeg til, da jeg var teenager, og min anmodning om et ungdomshævekort i en sjællandsk filial af Nordea blev mødt med spørgsmål. Siden så jeg mig aldrig tilbage. Min yogalærer er helt tilpas humørsyg og går demonstrativt lidt op i yogaudstyr. I begge tilfælde går det gnidningsfrit det meste af tiden, omend jeg må indrømme, jeg mærkede afstanden forleden, da yogatimen blev afbrudt med en meddelelse til alle os, der træner hjemmefra, om, at yogastudiet skulle evakueres øjeblikkeligt på grund af et forestående raketangreb fra Yemen.