En rigtig boomersommer

Hvad kan vi lære af årets Hotel Romantik, der lige er slut? Det samme som sidste års. At teenager er noget, man kan blive igen, hvis bare der er fri bar, frisind og et tv-hold, der betaler for hotelopholdet. Men vi lærte også, hvad forskellen er på, at lynet slår ned, og at man bliver lovebombet. Ja, undskyld mit Danglish, men der findes ikke rigtig et dækkende dansk ord for det, som Halli udsatte Jena for. En blanding af stormkur, hyperfokus og totalt hukommelsessvigt. Han glemte nemlig, at han havde en pausekone derhjemme og kom først i tanke om hende, da Jena indså, at hun var gået ind i en slikbutik og var kommet ud med en rulle dobbeltklæbende tape. Sådan kan det gå.

Men fortvivl ikke, Jena, Hotel Romantik er Danmarks største kontaktannonce, og dit smukke ansigt er nu sendt direkte ud til nogle af de 640.000 seniorer, der lever alene. Og Halli er sendt hjem til den kone, som han – ifølge sig selv – havde levet »helt kærlighedsløst« med. Mon ikke det fortsætter sådan? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi ved, at der venter Jena og mange af de andre Hotel Romantik-deltagere en rigtig boomersommer, og at den er meget mere hed og lidenskabelig end Krøyer-sommer og brat summer og hot girl summer – tilsammen.

For det, der er så dragende ved Hotel Romantik, er, at mens de yngre generationer synes at have mistet interessen for sex og kærlighed, så har de ældre generationer det ikke. Tværtimod.

Jeg har faktisk fornemmelsen af, at de yngre følger med i realityprogrammet, fordi de kan se, at der er noget, de er gået glip af, og at man måske godt kan lære noget af gamle mennesker alligevel. For eksempel hvordan man går i kærlighedsbuffeten uden at skamme sig over at sammenblande tarteletter, kartoffelsalat, fiskefilet og jordbærtærter. Man kan her tænke på Henriette, der endte med at eje kærlighedshytten, som hun håndfast beværtede som en salonmutter fra det vilde vesten. Hun kom ikke for at spilde tiden.

Det gjorde Annette til gengæld. Det tog hende to minutter at kigge ud over udvalget af mænd og beslutte sig for at bruge de næste ti dage på at arbejde på sin tan. Hvis unge mennesker kan lære noget af hende, så er det, at man kan komme til at tilbringe virkelig meget af sit liv alene, hvis man står med sin tallerken ved buffeten på Bone’s og venter på, at der kommer et fad med kaviar. Det gør der ikke.

Så hellere tilgå livet ligesom Iben, der har rejst sig efter at have mistet sin livslange kærlighed, men ikke rejst til Mallorca for at høre mænd tale om sig selv. »Jeg er beæret over, at du vil i hytten med mig,« siger hun silkeblødt til Buller, Vejles selvudnævnte største teenager, »men vi skal ikke i hytten sammen«, for hun har fået øje på Keld og helt klart også på, at der venter hende et blomsterflor af purgamle mænd. Det er bare om at træde ud i det.

AF DE 20 deltagere endte to par med at vælge hinanden, og det ene af dem, Gina og Erik, viste os, at gensidighed er kærlighedens vandmærke. Det tog dem kun få dage at flytte deres ensfarvede termoveste sammen og få planlagt de næste 24 juleaftener og påskefrokoster frem til år 2050, og hvorfor også vente? Når man passer sammen som to Mayland-kalendere, der ligger spiralryg mod spiralryg, er det bare om at få planlagt resten af livet.

Resten af feltet lærte os, at der inde i os alle altid er noget, som unddrager sig tiden. At vi ganske vist ikke er teenagere for evigt, men at livsenergien ikke behøver forsvinde, selvom menstruationen og hårpragten gør det og måske også potensen.

Samtlige deltagere var desuden sværvægtere udi disciplinen livserfaring og havde overkommet kræft, at miste børn, ægtefæller, gå konkurs, blive skilt, fyret og at være mere alene end elsket, men programmet undgik behændigt at kamme over i kynisk følelsespornografi. Måske fordi deltagerne selv havde en Frank Sinatrask That’s life-indstilling og var tjekket ind på Hotel Romantik, fordi de tilhører en generation, hvor kærlighed er noget, man har til andre og ikke bare til sig selv.

Men selvom det var en bevægende sæson, så lærte vi også, at DR nok desværre er for nærige og uopfindsomme til at sikre konceptet et langt liv. Den første sæson var en overraskelse, men den anden sæson var mest en gentagelse, og vi ved nu, hvad der venter de 20 næste deltagere i den annoncerede 3. sæson. Hotel Romantik er som koncept fem minutter i I hus til halsen – det har brug for en tømrer-Dennis, der kan udbedre de mest oplagte skavanker.

HER ER NOGLE af programmets svagheder:

Det er i længden behersket interessant at se voksne mennesker holde pyjamasfest, tegne croquis, spille fodbold bundet til hinanden eller give den som Temu-udgaven af Ghost, det vil sige lave askebægre – eller hvad det nu var – i ler. Hvem har dog udtænkt alle de dårlige ideer?

I stedet skulle DR udstyre deltagerne med et kamera og sende dem ud på dates, de selv vælger, i stedet for alle de tåbelige massedates. Vi gider ikke se dem handle ind til en tortilla. Vi vil se dem kigge liderligt på hinanden over et bjerg af østers. Vi vil også se dem gå i byen om natten. DR er ikke deres barnepige.

Og den der svanebåd, der fragter parrene fra hotellet til hytten, er jo latterlig grænsende til meningsløs, når vi hele tiden kan se, at hotellet ligger langt fra vandet, og at de bare tramper idiotisk rundt tæt på strandbreddens badende gæster.

Det er også dårligt tv at se 14-16 mennesker fravælge hinanden til sidst. Speed processen op,  og se eventuelt, hvad de gør i Love is Blind. Her får vi også bevægende historier om sorg og tab og nederlag og genrejsning, ligesom der opstår pludselig kærlighed og tv-egnet ærlighed.

Måske kunne man runde af med et afsnit, hvor de alle mødes et par måneder efter og samler op på, hvad der siden er sket. Så kunne Halli passende fortælle os, hvordan det går med hans kone, og Gina og Erik kunne vise os andre, hvordan man fletter to fulde liv sammen, samtidig med at man bekæmper alvorlig kræftsygdom, kører en karriere, holder styr på køreplanen mellem Stevns og Farum og planlægger de næste 12.000 indkøb i Meny, alt sammen i løbet af en formiddag.

Og Henriette kunne forklare Annette og de yngre generationer, hvordan man går i buffeten for at blive mæt og ikke for at finde fejl.

Og hvordan man får en rigtig boomersommer. Hvis en Krøyer-sommer sidste år handlede om at gå med stråhat og lang kjole og læse klassikere i skyggen, så er Henriettes boomersommer noget med at vise kavalergang, drikke shots til frokost og holde åbent hus-arrangementer i kærlighedshytten.

Hotel Romantik lærer os, at det er bedre at være vild i varmen end at holde på formerne.

Fordi den næste mand, der banker på, kan sagtens vise sig at være bedemanden.