En misforståelse

En aften for ikke så længe siden klatrede den ene af vores to katte højt op i det store egetræ i baghaven og kunne ikke komme ned igen. Nu ved jeg ikke ret meget om katte, hvilket det følgende nok kommer til at understrege med al tydelighed, men hændelsen lod til at bekræfte en udbredt antagelse i vores familie om, at hankatten er den mindst intelligente af de to.

De er i hvert fald lette at skelne fra hinanden: Hannen er skeløjet, med stribet hale og stritører som et af monstrene fra Gremlins. Hunkatten, derimod, er en yndefuld hvidpelset siameser med blå øjne og en let gang på jorden. Tvangsægteskabet har afstedkommet to kuld killinger på tre år, men synet af dem sammen er nok til at antage, at det mere er sket af nød end lyst fra moderens side.

Men som sagt har jeg ikke forstand på dem. Efter tre år som katteejer forekommer deres verden stadig dybt mystisk: Den søvngængeragtige rytme af spinden og gaben og strækken ryg, de langsomme patruljer langs plankeværket, altid den samme rute, som så pludselig – MIAV! – bliver afbrudt af vilde skrig, egern i reolen, blod på gulvet, indvolde på dørmåtten, fjer alle vegne.

At bo med en udekat er hyggeligt og beroligende det meste af tiden og en adrenalinpumpende nødsituation i korte glimt. Nu skriver jeg, at kattene »bor« hos os her i en forstad til Washington, D.C., men jeg er ikke sikker på, at de selv ville beskrive det sådan. Vores katte lader mere til at være af den opfattelse, at de er på et langvarigt besøg, der kan ophøre når som helst og uden varsel. Nogle mener, at den usikre relation er en del af attraktionen: Hunde har boet med mennesker i 10.000 år eller mere, men katte er stadig ved at vænne sig til os. Det er et rullende eksperiment, som et kollektiv eller et åbent forhold, hvor man må føle sig frem og være indstillet på at tage det, som det kommer. Parallelle liv. Sammen og hver for sig.

MEN HANKATTEN sad virkelig fast deroppe. Helt ude på en lang og tynd gren, som han ikke turde vende om på, og som det var umuligt at komme til med reb eller stige.

Den første aften stod hele familien og kaldte under træet. Det gjorde vi også næste morgen og eftermiddag, og da der blev stille rundt om middagsbordet, kunne vi høre ham pibe svagt deroppe.

Hunkatten lod til at forstå nøjagtig, hvad der foregik. Af og til kiggede hun op mod toppen af træet, hvor hendes livspartner svajede hjælpeløst i vinden. Et sted i hendes kattehjerne – eller kattehjerte? – må synet have affødt et eller andet, en følelse, et instinkt. Bliver katte bange, når de ser, at andre katte er i livsfare? Eller mærker de et sus af lykkehormoner ved udsigten til at have madskålen for sig selv?

Mira, som hunkatten hedder, har før udvist asocial adfærd. Kort efter vi flyttede til USA, var hun væk i en hel uge, mens vi gik rundt i kvarteret og kaldte og raslede med kattemad hver aften. Da jeg lagde en efterlysning og et foto af hende op i en lokal Facebook-gruppe, svarede en familie to gader væk: Mira var flyttet ind hos dem og sov i deres seng om natten. Deres teenagedatter var blevet så glad for hende, at de havde lovet at købe en ny af samme slags, hvis nogen skulle gøre krav på dyret. Ved afhentningen stod katten længe og så på mig, som overvejede den sine muligheder. Heldigvis havde jeg godbidder med – og en taske, som jeg fik hende stoppet i og hurtigt lukket lynlåsen på.

Om morgenen den tredje dag lagde jeg sammenklappede papkasser ud under træet. Så begyndte jeg at kaste tennisbolde efter katten. Det virkede som en god idé på det tidspunkt: Jeg forestillede mig en fuldtræffer og en blød landing på pappet, men boldene rikochetterede rundt mellem grenene og endte i nabohaven eller i gyden bag huset, mens både familiemedlemmer og katte så til i tavs forbløffelse.

Den fjerde dag foreslog vores nabo, at vi ringede til Animal Rescue. Et par timer senere trillede en firhjulstrækker med blå blink op til vores hus, og to kvinder steg ud. De havde skudsikre veste og pistoler i bæltet. »Where is the situation?« spurgte den ene kvinde, mens jeg prøvede at forestille mig, hvilke dyr de normalt skulle hente ned fra træerne.

Animal Rescue kunne heller ikke redde katten. Før de kørte, foreslog kvinderne at lokke den ned med varm tun, så vi begyndte at zappe dåser i mikroovnen, til hele nabolaget lugtede af fisk.

Sidst på dagen kunne vi ikke høre katten længere. Der var stille deroppe. Flere havde rådet os til at lade naturen gå sin gang, lade sulten være kattens guide eller vente, til den faldt ned med bladene til efteråret. Rådene stemte med min egen laissez faire-indstilling til rollen som kæledyrsejer. Vi skulle ikke være katteejere på samme måde som de to mænd i centrum, der havde købt to killinger af os, og som nu sendte videoer af et intrikat system af knapper med lamper og lyde, som udløste deres godbidder. Eller som den familie, der mødte op iført katteører og T-shirts med kattemotiver, da vi havde inviteret dem over for at vælge en killing fra det første kuld. »Vi er en kattefamilie!« erklærede faren, selvindlysende, da jeg åbnede døren. Han sendte også sms'er med katteordspil, når han aftalte nye besøg: »Purr-fect!« skrev han. »Wonder-fur!« »That's great mews!«

SIDST PÅ DAGEN var der pludselig igen noget, der bevægede sig øverst i træet. Bag bladene kunne man se små glimt af hvid pels, der skubbede sig op ad den lange gren ... og gys, åh nej – MIAV! – det var virkelig hunkatten, der var klatret hele vejen derop til sin mage.

I et par minutter havde vi to katte, der skulle reddes. Men så skete der noget: Mira slikkede Mio på snuden. Så vendte hun sig om og begyndte langsomt at klatre tilbage ad grenen, mens han fulgte efter. Tøvende først, men så mere selvsikkert, mens hun viste ham vejen ned.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.