Jeg har svært ved at beskrive, hvor friskt og nyt det virkede, da Casper Christensen og Frank Hvam i 2005 tonede frem på skærmen som sig selv. Forstået på den måde, at de i komedieserien Klovn bar egne navne og også her arbejdede som komikere. Derudover var de venner med Lars Hjortshøj, som de havde lavet Casper & Mandrilaftalen og Langt fra Las Vegas sammen med, og Casper dannede også her par med skuespilleren Iben hjejle. Alt det blev så blandet sammen med en ting, der ikke passede. 

Mest prominent, at Frank var gift med den demonstrativt dødbideragtige tehandler Mia, hvilket ikke var tilfældet, når kameraerne var slukkede. Vi fik, kunne man sige, serveret et demonstrativt speget løfte om autenticitet, hvor man aldrig helt var i stand til at afgøre, hvad der var hvad, men som alligevel skabte en vis lavblussende fiktionspanik og dermed pirrede den tabloide sans: For var Casper virkelig dansk standupcomedys svar på Kierkegaards æstetiker, og var Frank virkelig sådan en klovn?