Ej blot til lyst. Fra en ung egyptisk farao til en kejser i dansk musik.
En heldig fyr
Som reportageskribent har jeg erfaret, at det ofte ikke er det, man skriver om, man senere husker. I 2019 rejste jeg rundt i Egypten til en artikelserie om biblioteker. Men det, jeg husker bedst fra den rejse, kom slet ikke med i den endelige tekst.
»Tutankhamon var en heldig fyr,« sagde guiden Rafi, som havde taget mig med til det egyptiske museum i Cairo. Vi sad på en bænk foran indgangen til særudstillingen om »Kong Tut«, som herskede over Egypten fra 1332 f.Kr. og ni år frem, hvor han døde blot 18 år gammel. Men før Rafi nåede at forklare mig, hvorfor Tutankhamon var så heldig, kom en gruppe håndværkere løbende med en ung mand, som havde fået et ildebefindende. De vædede hans læber og pande, og hans lårmuskler krampede, og hans øjne flakkede, da en af de ældre stak ham en lussing.
»Parfume. De spørger, om du har parfume,« sagde Rafi. »Parfumen sidder her,« svarede jeg og pegede på mit håndled. En af fyrene greb fat i armen og trak den hen til den besvimede, som langsomt kom til bevidsthed igen.
»Han havde nok glemt at spise morgenmad,« sagde Rafi efterfølgende med henvisning til ramadanen. Så vendte vi tilbage til Tutankhamon. Hvorfor var han en heldig fyr?
»Han var ikke en særlig vigtig farao, men hans grav var næsten intakt, da den blev fundet,« sagde Rafi og fortalte så historien om den britiske egyptolog Howard Carter, som blev verdensberømt for sin opdagelse af gravkammeret i Kongernes Dal, der blev fundet ved et tilfælde, da ekspeditionens måske mest ubetydelige medlem, en 12-årig vandbærer ved navn Hussein Abdel-Rassoul, fik øje på en forarbejdet sten, som viste sig at være et trin på den trappe, der førte ned til gravkammeret.
Ifølge Rafi havde Tutankhamons held altså hverken noget at gøre med hans karisma eller præstationer. Han er en heldig fyr, fordi vi husker ham, og dét skyldes en uoverskuelig sekvens af episoder, der strækker sig over 3.000 år fra den dag, hvor nogle af fortidens mennesker lod graven forsegle, og frem til 4. november 1922, hvor den unge faraos balsamerede rester igen blev en del af de levendes erindring.
Af en eller anden grund, som jeg ikke længere husker, fik jeg aldrig set Tutankhamons forgyldte dødsmaske, men tirsdag den 8. november fejrer vi på Weekendavisen hundredåret for fundet af Tutankhamons grav med et arrangement, hvor jeg får besøg af museumsdirektør på Glyptoteket og ansvarlig for den egyptiske samling Tine Bagh og af Sophus Helle, som forsker i assyriologi og har oversat oldtidsværket Gilgamesh til dansk og engelsk.
I kultursektionen denne uge er der også fokus på de heldige. Pernille Stensgaard tog forleden bilen til Stevns Klint, hvor et besøgscenter for nylig er åbnet, som formidler historien om den værste dag i Jordens historie og om det sjældne landskab, der strækker sig langs kysten. »Stevns Klint handler om kaos og forvandling, om tid og evighed. Den historie fortælles inden døre med katastrofens bulder og brag, efterfulgt af opstandelsens håb og glæde over at være til,« skriver Pernille Stensgaard i sit poetiske naturessay.
En anden heldig fyr er albumaktuelle Tobias Rahim. Musikanmelder Simon Baastrup havde egentlig tænkt sig at være drengen, der påpeger, at kejseren intet tøj har på, men sådan gik det ikke: »Med denne læsning af albummet skyder jeg helt sikkert mig selv i foden ved at gøre hans piedestal endnu højere, alt imens jeg leder efter noget mellem linjerne på hans sange; noget, der måske slet ikke eksisterer. Sådan må det dog være: I sidste ende er det nemlig ligegyldigt, om kejser Rahim er påklædt eller ej. Det er mig – og formentlig mange andre – der er blevet taget med bukserne nede.«
Og så har en ny vital skribentduo set dagens lys. Linea Maja Ernst og Jeppe Bentzen stod tidligt op onsdag for at rapportere fra »kulturpolitisk topmøde« på Kunsthal Charlottenborg. Heldige os.
Ugens kulturanbefaling
Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter. Denne uge er turen nået til Weekendavisens journalistpraktikant Jesper Lesager, som blandt andet anbefaler en løbetur i Marselisborgskovene:
Begynd ved Varna Palæet, og løb mod syd. Til forskel fra alverdens fortovsfliser er skovstierne gode ved knæ og ankler. Hvis det ikke er grund nok til at løbe en tur i skoven, så er ruten samtidig den smukkeste i Aarhus. Man løber med udkig til bugten hævet over havoverfladen med en stejl skrænt mod øst. Her lugter af vådt træ og mudder. De skal forcere væltede træer. De vil løbe forkert og ende i et sammengroet krat, hvor udvejen er en mudderfyldt bakke, hvor De er nødsaget til at gribe fat i grene for ikke at glide tilbage ned i hullet. Har De særligt gode ben, kan De eventuelt løbe hele vejen ud til Moesgård Strand og retur. En tur til Ørnereden kan også gøre det. Begge steder kan der tankes ny energi i kiosken. En bakket og beskidt tur, som De med garanti kan mærke i det kardiovaskulære system.
Del: