En af kunstens fornemmeste opgaver er at sætte ord på tilværelsen og dens paradokser, som mennesket står udstrakt imellem. Og selvom øjnene og ørerne, der ser og lytter til et givent værk, naturligvis spejler sig selv i det frembragte, bør vurderingen heraf gå på, om det er godt eller dårligt – og hvorfor det ene eller det andet er tilfældet.
Tobias Rahim (f. 1989) er – uden forbehold – den eneste danske musiker, der på dagen for en ellers uannonceret albumudgivelse kan skabe den mængde opmærksomhed, som tilfældet har været vedrørende hans nye albumtoer, Når sjælen kaster op.
Aarhusianeren med kurdiske rødder er et enigma, som musiker og menneske.
Og eftersom han sjældent giver interview, er det svært ikke at blive ramt af tanken: Er det, fordi der intet er bag det hele?
Til trods for hans unge alder er det, som om han allerede har levet en håndfuld liv eller flere: Han har lavet rap- og popmusik i henholdsvis Colombia og Ghana, mens han herhjemme for alvor blev kendt i reggaeton-duoen Camilo & Grande, der blandt andet udgav ep’en Eufori (2015).
Da han gik solo med albummet NATIONAL ROMANTIK 2021 for nogle år siden, var det ikke foruden en vis mængde megalomani, især fordi han på nummeret »Jesus« sammenligner sig selv med de kristnes frelser. Og med sangen »STOR MAND«, sidste års helt store pophit lavet i samarbejde med Andreas Odbjerg, var det, som om denne selvbetitlede messias’ budskab blev projiceret op på stjernehimlen: Se på mig, for jeg er kommet for at blive.
Jeg skal indrømme, at jeg inden utallige gennemlytninger af Når sjælen kaster op mildest talt var skeptisk over for en mand, der har placeret sig selv på et alter – hvilket han ikke er ene om: Dagbladet Information har betitlet ham »venstrefløjens nye åndelige leder« på grund af »hans evne til at sætte ord på fremmedgørelse, kapitalismens tomhed og patriarkatets ødelæggelser«.
Jovist, han har angiveligt haft et hårdt liv med indre og ydre dæmoner grundet sit ophav og udseende samt en fraværende far, der lider af ptsd efter at have deltaget i den kurdiske frihedskamp, hvorfor han ifølge et af de få interview, han har givet, altid har kæmpet med at skulle bevise sin egen mandighed over for sig selv. Men er det ikke at spænde hans kunst for en vogn, der er fyldt med alle mulige paroler fra den kreative klasse? Og minder det ikke lidt om digteren Yahya Hassans skæbne – ja, sågar den grimme ælling, som bliver hakket ned på for ikke at passe ind i det samfund, den nu engang er født og opvokset i, og sidenhen hyldet for sin skønhed?
Efter at have været fedtet ind i hans nye musik de seneste dage forstår jeg, at den ikke handler om Rahim som sådan. Den indeholder en gedigen samfundskritik. Og den angst, der løber under det hele – og som han forleden satte ord på, da han aflyste sin optræden til P3 Guld – er lige dele personlig og universel.
PLADEN BEGYNDER MED SANGEN »07 I 6A«, hvor sangerjeget er fanget i en slags loop manifesteret som en københavnsk busrute. Han har fået nok af kapitalismens hjul og gør klar til at kæmpe mod samfundet for at genvinde sin frihed: »De tolker min ydmyghed som svaghed/ Forstår ikke alt det, som der er bagved/ Så mit ego det sprang ud skabet/ For at kneppe det billede de malede.«
Mod slutningen lyder en telefonsvarers metalliske stemme: »Du står i kø som nummer 50.« Tobias Rahim er nemlig ikke til at få fat i.
Mens hans tekstunivers til tider fremstår banalt – hvilket alt andet lige er popgenrens lænke og lise – stikker den bagvedliggende musik i så mange retninger, at det samlede værk ikke burde fungere som helhed. Den logik arbejder Rahim bare ikke ud fra.
Sangen »Taber mig i dig. Føler vi ku vinde« åbner meget malerisk med sætningen: »Jeg tar’ dig bagfra, imens jeg presser din hud/ Knepper dig langt ind i hjertet/ Baby ik’ tag mig ud/ Det der gospel/ Den måde du synger til gud/ Sprøjter mine børn ind i munden på dig, pige du’ min.«
Teksten fremstår voldsom, nærmest overgrebsagtig, når den står helt nøgen. Det kommer man sig paradoksalt nok hurtigt over, når man hører den fløjlsbløde akustiske guitar bag Rahims hviskende, ru stemme. Især fordi omkvædet, hvis underliggende bossanovalyd peger tilbage på brasilianske João Gilbertos 70ere, åbner med en helt anden følsomhed: »Der er ikke nogen som dig, der gør, jeg føler mig alene/ Mit hoved er ude og rejse/ Hvad prøver det at finde?«
Det er spørgsmålet, der er svært at besvare. Rahim vil ekstremt mange ting på Når sjælen kaster op. Fælles for dem alle er at sætte spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi har indrettet vores samfund.
På »udfylder tomhed«, et spoken word-klingende nummer med en klassisk popguitarrundgang, lyder linjen: »Vi’ født ind i bunden, min bror/ Er det her hierarki?« Indignationen findes utvivlsomt – som en besværgelse, der gentages og derfor bliver mere og mere kraftfuld – og den er velkendt i hans musikalske univers: »Mucki Bar« er blandt andet en kærlighedshistorie, der indkredser et stykke nørrebrosk socialrealisme om at bryde ud af samfundets snævre, fastnaglende kasser, »Flyvende Faduma« gør inklusionsdebatten til en smuk, naivistisk og uforståeligt overlegen mgp-sang, mens »Bums For Eliten« og »Feberdrømmer Xx Dubai« emmer af punkpoppet oprør fra forskellige samfunds nederste lag.
De fire singler, der har millioner af afspilninger på diverse streamingtjenester, er udgivet i løbet af 2022 og befinder sig nu på Når sjælen kaster op. Det er selvfølgelig en smule utilfredsstillende, at en stor del af albummet består af allerede udgivne sange, men sådan er logikken nu engang i musikverdenen: Dyret skal hele tiden fodres. Det er naturens og kapitalismens lov. »Alle har en chef, som de gerne vil nik’ en skalle,« som det hedder på »Mucki Bar«. Vi er dog stadig nødt til at bide i det sure æble og gå på job.
Der lyder et opråb fra en del af Danmark, som ofte bliver portrætteret gennem negative vendinger og stigmatiserende stereotyper. »De laver ghettoparagraf og siger, loven den er lige for alle?/ Men hvis du bor her, får du dobbeltstraf eller smidt din røv ud af landet,« synger han et sted, mens kampen mod kapitalismen, der »binder alt i en knude«, finder sted overalt på pladen.
Penge er lig med status, og Rahim har begge dele. Han bider sig selv i halen i jagten på den berømmelse, der jagter ham. Samtidig skildrer han vejen fra bunden af samfundet til der, hvor han befinder sig nu, eksempelvis på den vellykkede »Kurder I København«, hvor tempofyldt reggaeton møder mellemøstlige sitar-vibes, og følgende linjer indleder sangen: »Fremmedarbejdere arbejdede sig frem/ Vi er ikke fremmede mere/ Vi er kendte nu.«
Det mest interessante opgør er imidlertid et helt tredje. På den førnævnte »udfylder tomhed« konstaterer han: »Danmark er klar på noget pik/ Ja, vi udfylder tomheden i jer.« Det lyder bøvet, men jeg tror ikke, at det er maskulinitet, samfundet ifølge Rahim hungrer efter. Det er snarere en for ham at se mandlig dominans, som han selv på papiret reproducerer, han vil gøre op med.
Det gør han ved at blotte sig i alle henseender. »Kun min kærlighed i himlen ved, jeg skubber en last,« synger han på intronummeret, »07 I 6A«, alt imens hans stemme knækker, når den rammer ordet »ved«. Hans »kamuflagehjerte« pumper »traumer rundt i« ham, lyder det på pladens mest ærlige nummer, den 80er-poppede »Makeup«, hvor et insisterende beat og gentagne, forvrængede dyriske råb intensiverer det psykologbesøg, der skal »laserfjerne« hans ydre og indre ar. Men det vil han ikke. Han viser dem tværtimod frem.
Sårbarheden fremstår som hans modgift til den forpestende slange, hvis toksiske væsker han ser forplante sig i samfundet og sprede sig som ringe i vandet. Rahim vil kappe hovedet af dyret. »Jeg har smurt mig ind i fedtet fra den klammeste slange,« nærmest råber han på »Ozonlag A Energi«, der på fornemmeste stadionpoprock vis har taget farve af The Minds of 99-forsangeren Niels Brandts medvirken. Det »du«, der i sangen er bange for og hader »jeget«, er nemlig manden i spejlet.
DEN GODE KUNST åbenbarer som nævnt, hvad det vil sige at være til. Den må gerne bekræfte tilskuerens livssituation, men den skal derimod kunne og ville noget inden for de rammer, den opererer i.
Inden jeg lyttede til Når sjælen kaster op, havde jeg en idé om, at jeg ikke ville synes om det, fordi det ikke ville vække genklang i mig. At Tobias Rahim er, hvor han er, fordi han har skullet kæmpe sig op fra bunden, der udgør det »allerstærkeste springbræt« ifølge den for pladen programmatiske Løvernes Konge-agtige sang »Skæbnen elsker os«, siger intet om mit liv. Heldigvis er det meget større end det.
På forhånd ville jeg gerne have ageret drengen, der påpeger, at kejseren intet tøj har på. Jeg må dog sande, at han er et fascinerende paradoks: Han stiller sig gerne op og synger fra den opsats, der er blevet bygget til ham. Han lader sig afbilde nøgen foran fotografen Petra Kleis’ kameralinse i et forsøg på at udvande årtusinders male gaze med et kvindeligt blik på manden. Han tager én maske på, og inde under den er der en ny. Det er ikke et røgslør, men derimod et forsøg på at skildre mennesket som helstøbt.
I samarbejde med producer Arto Louis Eriksen har han skabt et værk, der ikke er til at komme udenom. Musikalsk set fordi det er så hamrende godt produceret – sangene er inden for popgenrens målestok absurd gode fra ende til anden, mens den store mands croonende stemme har kløerne i lytteren fra første strofe. Og så på et dybereliggende plan: Med friheden til at forme sig selv kommer angsten. Friheden gør mennesket svimmelt. Men angst er også lig liv – det modsatte, trygheden, er døden. Og hvis man tør gå ind i sig selv for derpå at skildre det, man ser i mørket, da kender man i bund og grund alle mennesker.
Det er nogenlunde det, Rahim har gjort. Han har bidt i kundskabens sure æble, hvorefter hans sjæl har kastet op. Galden fra hans indre er både sort og gul, og eftersom han har skabt et album med den, kan han ikke længere gemme sig bag sit hårde ydre. Så i stedet for at skamme sig over sin nøgenhed har han sat ord på livets malstrøm, mens han er gået i rette med en arkaisk opfattelse af, hvad maskulinitet er og kan være. Af den grund er det passende, at pladens bedste sang hedder »Når Mænd Græder«.
Med denne læsning af albummet skyder jeg helt sikkert mig selv i foden ved at gøre hans piedestal endnu højere, alt imens jeg leder efter noget mellem linjerne på hans sange; noget, der måske slet ikke eksisterer. Sådan må det være: I sidste ende er det nemlig ligegyldigt, om kejser Rahim er påklædt eller ej. Det er mig – og formentlig mange andre – der er blevet taget med bukserne nede.
Tobias Rahim: Når sjælen kaster op. Sony Music Entertainment.
