De første 36 år af sin karriere som matematisk epidemiolog talte Viggo Andreasen ikke med en eneste journalist. Han sad stille og roligt ude på RUC og forskede i kurver og ligninger, som de færreste forstod eller interesserede sig for, og i februar 2020 var han egentlig på vej på pension.

Men så kom pandemien, og nu er den 68-årige lektor Danmarks mest citerede forsker: 2.934 gange optrådte han med et citat i danske medier sidste år ifølge en opgørelse, som Infomedia har lavet for DM Akademikerbladet. Altså en udtale til otte forskellige medier hver eneste dag i et år.