Dyre lærepenge

Folk tror som regel, at jeg joker, når jeg siger, at minimumsalderen for at blive tatoveret bør ligge på 25 år. Det gør jeg kun halvt.

25, er det ikke cirka den alder, hvor man siger, at frontallappen er færdigudviklet, og man begynder at have noget, der bare minder om dømmekraft?

Jeg var 20, da jeg fik lavet de tatoveringer, jeg nu går til laserbehandling hver tredje måned for at slippe af med. To styk, én på hver fod.

Der er ellers meget, der taler imod, at jeg skulle få noget som helst permanent prikket ind i huden. Jeg er notorisk vægelsindet, alene denne tekst har handlet om to andre ting, før den kom til at handle om tatoveringer, der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvældes af fortrydelse over en eller anden beslutning i min fortid. Jeg har fire bæreposer med fejlkøbt tøj stående i mit kælderrum, jeg kan ikke engang forblive interesseret i en tv-serie i mere end tre sæsoner, hvad er oddsene for, at jeg skulle kunne holde ud at glo på det samme motiv på min krop resten af livet?

ALT DETTE ville jeg vide om mig selv, hvis jeg havde ventet et par år. Men når man er ung, tror man på én gang, at alt er for evigt, og at intet kan gøre varig skade. Således også i min teenageomgangskreds. Jeg fik min første tatovering sammen med en veninde som 18-årig, den er jeg stadig glad for, og jeg blev hurtigt sulten efter mere.

Næste gang gik jeg ind alene. Tatovøren kiggede skeptisk på mig, eller måske er det bare sådan, jeg husker det, men gjorde ingen indvendinger. Jeg var glad i cirka en uge, så begyndte erkendelsen af, at jeg havde begået en frygtelig fejl, at sætte ind. Da jeg i sommer fyldte 30, blev jeg enig med mig selv om, at nu gad jeg ikke længere blive i dårligt humør, hver gang jeg kom til at kigge på mine fødder, og jeg bestilte tid til en konsultation på en laserklinik.

Det skulle vise sig, at der ikke er noget, der hedder »bare« at få fjernet en tatovering.

»Du skal regne med et forløb på cirka to år.«

To år!? Det havde taget cirka en halv time, fra jeg trådte ind i tatovørshoppen, til jeg let humpende forlod den igen.

»Det er ikke en uproblematisk placering,« forklarede behandleren, en venlig kvinde på min egen alder, og pegede ned mod mine fødder. Åbenbart er blodgennemstrømning afgørende i processen, jo længere fra hjertet, jo længere behandlingstid.

»Du skal også regne med, at det vil gøre ondt. Så du skal ikke tøve med at sige til, når du vil holde pause.«

Ikke hvis, men når.

»Det kan vel ikke gøre så ondt som at få dem lavet,« forsøgte jeg.

Behandleren fortrak ikke en mine. »Det gør meget mere ondt.«

»Men hvor lang tid drejer det sig om?«

»Ti sekunder, hvis du ikke skal have pause.« Hun lænede sig forover, stadig med dette uudgrundelige ansigtsudtryk. »Men det skal du.«

HUN HAVDE RET. Det bliver hurtigt omstændigt at sammenligne smerte – hvad er højest, Rundetaarn eller et tordenskrald, hvad gør mest ondt, en rodbehandling eller et åbent benbrud? – men det føltes ulig noget andet, jeg har prøvet, og jeg har ellers en lang historik med at gøre alle mulige former for skade på mig selv. Huden bobler op og bliver hvid, laserens knitren højner ligesom oplevelsen, hele kroppen skriger, at det er forkert, det, der foregår. »Pause,« gispede jeg efter fem sekunder, og det er blevet vores faste rytme nu. Fem sekunder, pause, fem sekunder, pause, og så forfra med den anden fod.

20 sekunders laser sammenlagt, 900 kroner pr. gang. Bare på kortet, tak. Jeg har med vilje undladt at regne sammen, hvad det løber op i, blot arkiveret det under den støt voksende post i mit livsregnskab, der hedder dyre lærepenge.

Bagefter må området under ingen omstændigheder få sol. Og så skal det masseres dagligt og smøres med salve. Det er meget vigtigt, understregede behandleren: »Du vil vel gerne have, at det er overstået så hurtigt som muligt?«

Der findes nærmest ikke det, jeg hellere vil.

Min behandler fortæller mig, at jeg skal prise mig lykkelig for, at jeg ikke blev tatoveret på hænderne eller i ansigtet, eller at jeg ikke blev født 15 år tidligere og fik en kæmpe lændetatovering i 90erne. De er stort set umulige at slippe af med, kan jeg forstå, man stak så dybt dengang. Blot i det årti, der er gået, siden jeg var under nålen, har man rykket sig lysår på den front.

Mest af alt priser jeg mig lykkelig for, at de fleste af de åndssvage ting, man gør mod sig selv som 20-årig, trods alt går over med tiden. Hjerter heles, hår gror ud, uddannelsesvalg kan omgøres og klamydia klares med penicillin. Bagefter er man dét klogere.

Så er der de beslutninger, der kun kan sprænges bort med lysbølger. Af dem kan man om ikke andet lære, at vil man ødelægge sin yndlingssang for altid, skal man bare få en linje af den tatoveret på sin krop.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.