Film bliver ikke meget smallere end Brevfilmen; et værk, der knap kan googles. De bliver heller ikke meget langsommere – summende personlige optagelser over mange år, der behandler tidens gang med den gamle mands blik, nær livets afslutning.

Det betyder ikke, at Brevfilmen er krævende at se. Overhovedet ikke. Men den foregår i et tempo, vi næsten aldrig mærker længere, selvom mange af os voksede op i det: Det 20. århundredes tempo. Dengang vi eksempelvis stadig – for at ihukomme filmens anakronistiske titel – sendte breve til hinanden, som var underlagt den tid, det tager et fysisk legeme at komme fra A til B.