Hvis man er nysgerrig efter at opleve, hvad vej vinden blæser i europæisk teater lige nu, er der oplagte muligheder for at få et hint ved at aflægge Dramaten i Stockholm et besøg. Den svenske nationalscene fik i marts 2020 en ny kunstnerisk chef efter en ledelsesmæssig kvajet håndtering af en gammel MeToo-sag. Bestyrelsen for teatret besluttede at trække en streg i sandet, ofre den siddende og egentlig succesfulde chef, Eirik Stubø, og udpege den på det tidspunkt 50-årige Mattias Andersson som efterfølger. Han er oprindelig skuespiller, men mest kendt for sit arbejde som instruktør og dramatiker og mangeårig leder af et af Sveriges vigtigste børne- og ungdomsteatre, Backa Teatret i Göteborg. Men et par uger efter at han havde sat sig i den varme stol, tvang pandemien teatret til at lukke, og det har det – med få måneders undtagelse – været lige indtil for ganske nylig. Ikke just et drømmescenario for en nytiltrådt teaterchef med en vision. Og så alligevel. Den ufrivillige pause gav anledning til grundlæggende refleksioner over teatrets væsen. For hvad er et teater uden publikum? Ingenting. Absolut ingenting!

Nu har Mattias Andersson haft premiere på genåbningsforestillingen, Den yttersta minuten (Det allersidste minut), som han selv har instrueret og delvis skrevet. I en samtale med publikum om teatrets kraft som formidler af en utopi fortæller han, hvordan han tidligt havde en drøm om at skabe en forestilling, der skulle forene hele Dramatens ensemble – 50 (halvtreds!) skuespillere. Nedlukningen og de mange frustrationer, der fulgte med, fik ham imidlertid til at omtænke projektet og i stedet stille skuespillerne spørgsmålet: »Hvis du kun havde ét eneste minut tilbage at stå på scenen i, hvad ville du så gøre?« Det er deres svar, der er omdrejningspunkt for Den yttersta minuten, og som med sine sammenlagt kun 90 minutter er blevet den smukkeste kærlighedserklæring til teatret – ja, og for den sags skyld livets og kunstens mangfoldighed. En gribende demonstration af sammenhængen mellem individ og helhed.