For nylig var jeg til en filmklub, som nogle venner har startet. Vi skulle se den nyligt afdøde instruktør David Lynchs mesterværk Mulholland Drive fra 2001. Jeg har set filmen før, men det er 20 år siden, og jeg var spændt på, hvilke nye betydninger jeg ville finde i filmen, som er kendt for sine mange fortolkninger. Jo længere vi kom i filmen, jo mere virkelig føltes det ellers surrealistiske værk, og da den var slut, var vi flere, der udbrød: Det er jo Epstein-filerne!

Tillad mig at komme med et kort referat af filmens handling. I begyndelsen af filmen falder en kvinde i søvn, og vi må formode, at det er hendes drøm, vi efterfølgende ser. Den handler om en ung kvinde, Betty, der ankommer til Hollywood med håbet om at bryde igennem som skuespiller. Det, der møder Betty, er et spind af vold og penge, en magtfuld underverden og en dybt patriarkalsk struktur, hvor kvinder udskiftes efter behov i underholdningsindustrien. I slutningen af filmen vågner hun, og vi ser, at hun er psykotisk – ødelagt af det system, som hun har solgt sig selv til, og hun ender med (spoiler!) at skyde sig selv i et vanvidsøjeblik.