»Det skal føles så realistisk og ubehageligt som muligt«

SAGEN KORT: Filminstruktør Isabella Eklöf (født 1978) har specialiseret sig i voldsomme skildringer af seksuelle overgreb. Med sin seneste film, Kalak – en fortælling om incest, misbrug og flugt – overgår hun sig selv. Flere kritikere mener, at scenerne er for ubehagelige, simpelthen. Hvordan bør man skildre seksuelle overgreb på film? Det spørger Weekendavisen Isabella Ekelöf om.

– Åbningsscenen i »Kalak«, din seneste spillefilm, er en af de mest ubehagelige overgrebsscener, jeg har set. En ung mand ligger henslængt i en solbeskinnet sofa i bar overkrop og pyjamasbukser, da hans far, en ældre mand, åbner sønnens bukser, bøjer sig ind over ham og putter sønnens penis i munden. Tempoet er langsomt, scenen er lang og dybt ubehagelig. Hvorfor skal vi se det?

»For at forstå seksuelle overgreb. Der er rigtig mange ofre for seksuelle overgreb, der ikke kan spejle sig i film- og populærkulturens typiske fremstillinger af dem. For her er det stadig en slags regel, at kvinderne forsvarer sig, at ofret gør modstand og siger fra, højt og tydeligt. Og når vi hører, at det altså ikke skete, at ofret ikke gjorde modstand, at kvinden hverken skreg eller forsøgte at flygte, reagerer vi ofte med en afstumpet undren, med et spørgsmålstegn. Jeg oplever, at vi generelt ikke har forstået, hvad et seksuelt overgreb gør ved et menneske. Det er normalt ikke at kæmpe imod, at fryse, det er også normalt at please sin overgrebsmand og virke, som om man nyder det. Det er de færreste, der virkelig forstår, hvad vi taler om, når vi taler om seksuelle overgreb – herunder incest. Så det vil jeg gerne vise jer med mine film.«

– Men som det allerførste? Som åbningsscene?

»Det er den første scene i filmen, fordi jeg nægter at bruge overgrebet som en slags hemmelighed i plottet, et element i en spændingskurve. Jeg er inderligt imod måden, de fleste i film eller krimiserier benytter sig af et overgreb som et vendepunkt eller mysterium, der bliver blotlagt i filmens sidste tredjedel. Sådan gør man overgreb til underholdning, og det er, naturligvis, noget forbandet lort.«

– Holdet bag »Euphoria«, en serie, der benytter sig af nogle hyperfiktive og -æstetiske – underholdende – virkemidler i fremstillingen af seksuelle overgreb, er blevet stærkt kritiseret for netop denne lækkerhed i behandling af traumatisk stof. De har dog argumenteret for, at også deres stil bidrager til et mere kritisk blik på krænkelseskultur. Kan man overhovedet tale om moral og kritik, når man iscenesætter den slags traumatisk stof?

»Det er afgørende, at vi taler om moral og kritik i forhold til fremstillinger af netop seksuelle overgreb. For alt, der produceres, har jo en virkning i verden, ikke? Og det kan være ekstremt effektivt at benytte sig af et slør, et lækkerhedsslør, når man – som Euphoria gør – iscenesætter en også politisk, feministisk fortælling. Euphoria har som få andre serier sat de unge kvinder i centrum. Og de har nået et yngre publikum, der ellers er ekstremt svært at få ordentligt fat i. Det er vigtigt med et bredt spektrum af stil og fortælleteknik – ligesom det er vigtigt, at der findes både TikTok og Weekendavisen. All is fair in love and war, vil jeg mene.«

– I såvel »Kalak« som i din tidligere film »Holiday«, der rummer en længere voldtægtsscene, gælder det, at ofret ikke siger fra i situationen, og at relationen mellem offer og overgrebsmand fortsætter også efter overgrebet. Hvorfor er den fortælling vigtig for dig?

»Fordi det er den normale fortælling. Det er sådan, størstedelen af seksuelle overgreb foregår. Også her er fremstillingerne i film og populærkultur fuldstændig off. Den unge kvinde, der bliver overfaldet af en gerningsmand i hættetrøje i mørket, er et mareridtslignende billede, der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Jeg mener, at skildringer af overgreb ikke kan være spændende på nogen måde, thrilling, du ved, og jeg benytter mig heller ikke af de typiske fiktionsfilmgreb, når jeg skildrer seksuelle overgreb. Det skal være helt ekstremt ulækkert og ubehageligt at se på, og det skal virke så virkeligt, så realistisk som overhovedet muligt. Det er derfor, jeg ikke klipper i overgrebsscener, de bliver filmet i ét, langt take, så det føles som en slags real time-situation, man som beskuer er en del af. Ofte vil vores blik lede efter et mindre ubehageligt sted at se hen, og her kan man eksempelvis se på Jan, den unge mand, der foregiver nydelse for at please sin far. Også en ganske normal reaktion på et overgreb. Jeg vil med mine film virkelig gerne ændre måden, vi taler om seksuelle overgreb på.«

– Men er det i fiktionsfilm, den kan ændres? I sidste ende er også fravalget af greb i skildringer en stil, en æstetik i en fortælling, der gerne skal sælge biografbilletter.

»Det er netop her, man kan ændre tingene. Og jeg ved, at vi har mistet utrolig mange potentielle seere, fordi filmen åbner med et netop så ubehageligt og omdiskuteret overgreb. Det er åbenlyst, at det har skræmt folk væk, og jeg tror ikke, at Kalak er en film, der får flotte salgstal. Men jeg tror, at film har ekstremt stor indflydelse på, hvordan vi opfatter verden – og taler om den. Jeg må bare gøre det, jeg tror på. Jeg må insistere på at stå på den side af historien, som jeg mener er rigtig.«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.