Man må tilgive mig den meget brede pensel, men det er den, jeg er nødt til at male med, hvis jeg skal gøre mig håb om at illustrere et spørgsmål, jeg ikke kan få ud af hovedet. I over 200 år har kunsten og litteraturen været drevet af autoritetskritiske impulser: fra romantikkens revolutionerende individualisme via realismens samfundskritik til modernismens forsøg på at knuse traditionelle former og dermed bryde med så at sige al konventionel tænkning om verden. Det er længe siden, hofmaleren stod i høj kurs, uagtet at han gjorde det i meget lang tid. Men i dag er den selvsamme kunst og litteratur berøvet sin traditionelle autoritet. Der er ikke længere nogen, som har troværdighed til at sige, at noget er bedre end noget andet. Eller til at slå fast, at kunstens og litteraturens fortællinger giver os noget andet end den åndssløvende underholdning, som tilflyder os fra streaming-giganter, eller propaganda fra politikere, der tilhører det segment, Anne Applebaum har betegnet som »Autocracy Inc.«.

For de af os, der stadig trofast bekender sig til den kritiske, frigørende ambition i den kunstneriske udvikling i modernismens epoke, og som derfor må se sig nødsaget til en paradoksal erkendelse af sejr og nederlag på en og samme tid, er det et spørgsmål, som brænder med en ganske særlig intensitet, som vi dog samtidig ser ud til at ville fornægte: Med hvilken ret skal kunstneren, kritikeren eller kunsten selv kunne gøre krav på sin plads og sandhed i mødet med stærke kræfter som markedskræfter eller politisk og ideologisk magt?