Det knap så levende fjernsyn

Dér er han, Grundtvig. Nikolai Frederik Severin. I Ulrich Thomsens inkarnation og iført nogle iltre bakkenbarter og en tung præstekjole går han beslutsomt igennem en smuk skov i et rask tempo med sine to sønner halsende efter sig. Og vi forstår, at han endelig har fået sin egen kirke og nu kan konfirmere sine børn selv: Her starter deres undervisning, ude i naturen. Her er der ingen katekismus, ingen udenadslære. Dette er det modsatte af den sorte skole. En af sønnerne spørger, hvad de skal lære, og Grundtvig svarer: »Hvad vil du gerne vide?« Der er en voldsom energi i de billeder. De tre falder i søvn i armene på hinanden under et stort træ ved en flodbred. 

Dér er han, denne mytologiske digterpræst, der blev født i 1783 og døde i 1872, og som altså portrætteres i den nye dramatiserede dokumentar, enkelt betitlet Grundtvig. Men så vågner han. Det var bare en drøm, det med skoven. Han vågner, og som seer forstår man, at vi altså er tilbage i det forfærdelige bøvl med at få sin egen kirke, som vi lige troede, vi var lykkeligt ude af, og det var her, det for alvor ramte mig: Grundtvig er, sine gode intentioner til trods, en tv-serie, der kun i glimt formår at føles levende.