Portræt. Igennem de seneste ti år er der opstået noget nær en kult omkring det uafhængige amerikanske produktionsselskab A24. Sidste år indkasserede det en Oscar for bedste film, og nu får det lov til at fortsætte sine produktioner under den store strejke i tv- og filmbranchen.

Det er ikke en film, det er A24

For ti år siden stod jeg i foyeren i Empire Bio på Nørrebro og var ved at springe i luften. Vi havde lige set Spring Breakers, og filmens energi, der nu var forplantet i os, fik rummet til at sitre. Det var ligesom for fyldt.

Visningen var arrangeret som en del af den nu hedengangne CPH:PIX, og jeg husker det, som om en konspiratorisk hvisken spredte sig. Dette hårdtpumpede og geniale stykke MTV-kitsch gennemblæst af død, hvori tidligere børnestjerner – heriblandt Disney-darlingen Selena Gomez – tog til Florida og bar skrigpastelfarvede bikinier og levede det farlige liv med en Britney Spears-forgudende gangster spillet af James Franco. Filmen var sat til at komme direkte på dvd. Det gik ikke. Biograferne måtte forstå, hvilken fejl de var ved at begå.

Andre læser også