For Roland Barthes, filosof og semiotiker i 1950ernes Frankrig, er enhver reklamefilm et vindue til tiden: Her afslører de myter, der virker i verden, sig selv – ofte utilsigtet. IKEAs prisbelønnede reklamefilm fra 2017 med titlen »Coming Home« siger en hel del om ikke transnational adoption, men om vores syn på transnational adoption: Vi følger en enlig, barnløs kvinde fra Sverige i en taxa i Vietnam. Hun er på vej til et børnehjem, hvor hun skal møde sin adoptivsøn for første gang. Hun er uendeligt nervøs, fremstår yderst sympatisk, vrider en hjemmestrikket bamse mellem hænderne i venteværelset, da den to-treårige dreng åbner døren, griner til hende og rækker hende en tegning – af deres hjem i Sverige. Klip-klip og sceneskift, og så er vi i Sverige, i deres IKEA-møblerede hjem, de leger harmonisk i stuen, mens grafiske prisskilte på de enkelte IKEA-genstande i rummet popper op. Det er rørende, men også absurd. Gad vide, hvad adoptionen har kostet?

Filmen er markedsføring af møbler, naturligvis, men den er også en fremstilling af adoption. Af fortællingen om den lykkelige, gnidningsfrie og legitime adoption: en mor, der savner et barn, og et barn, der savner en mor. Uden alt det ubehagelige, juridisk komplicerede og eksistentielt sorgfulde, enhver adoption ellers først og fremmest er gjort af.