Det er nemt at få den tanke, at fest i Danmark kan sammenfattes som den mest berømte danske film fra 2020: Druk. Der findes en dansk morsomhed, der lyder sådan her: »Man kan skam godt feste uden alkohol.« Stilhed. »Men det bliver ikke det samme.« Latter.

I danskernes egen bevidsthed skal der drikkes alkohol, hvis det skal være festligt, og vi tror selv, at vi er blandt de mest alkoholiserede folkeslag i verden. Den overraskende sandhed er, at de 9,5 liter ren alkohol, hver voksen dansker statistisk set hælder ned hvert år, kun gør os til nummer 16 i rækken af drikfældige europæiske befolkninger. Vi drikker mindre end både franskmændene, briterne, hollænderne, østrigerne og spanierne.