Mange mener, at en trendcyklus holder i syv år nogenlunde som en klump tyggegummi i maven. Pludselig smider alle deres skinny jeans ud og bruger bootcuts i stedet, skifter sko på størrelse med franskbrød ud med flade andefødder, og androgyne powersuits med ultrafeminine kjoler. Pendulet svinger fra side til side. At være trendy er på mange måder at være i opposition, at holde sig til yderpunkterne, altid gøre det stik modsatte. 

Trends er også et kapløb med tiden, og de bevæger sig hurtigere end flyene under modeugerne, som fragter modeverdenen fra by til by – fra New York til London til Milano og Paris. Man løber efter moden, og pludselig er den væk; når man er moderigtig, er det allerede for sent.